- Partiernes medlemsbasis er da også blevet markant mindre end tidligere. Og partiernes medlemsfald slår med mange hestelængder fagbevægelsens medlemstab, skriver Dennis Knudsen og Karen Stæhr.

FOA-profiler: Politiske partier er truet af topstyring

12. sep 2019
Øges afstanden mellem toppen i de politiske partier og deres medlemsbasis? Set udefra ser det sådan ud. Større afstand, og centrering af magten omkring den øverste ledelse, mens politikudvikling professionaliseres og medlemsindflydelse mindskes.

DE FLESTE PARTIER opfatter nok sig selv som både folkeligt forankrede og – om ikke medlemsstyrede – så medlemsbårne. Og i praksis forudsætter det parlamentariske demokrati da også, at kandidater til folketingsvalg har et bagland, der arbejder aktivt for deres valg. Som gør kandidaten kendt blandt vælgerne gennem valgmøder, ophængning af valgplakater, uddeling af valgmaterialer, stemning af dørklokker og meget, meget andet.

Partiernes medlemsbasis er da også blevet markant mindre end tidligere. Og partiernes medlemsfald slår med mange hestelængder fagbevægelsens medlemstab
Karen Stæhr og Dennis Kristensen

Men for de fleste er det næppe længere nok alene at være vandbærere. At være blandt dem, der forsøger at bære kandidaten ind på Christianborg.

Partimedlemmer må formodes ligesom andre at ville gøre en forskel og dermed at ville kombinere rugbrødsarbejde og knofedt ved valgkampe med indflydelse mellem valgene. At være med til at diskutere og udstikke partiets overordnede linje, mens den dagsaktuelle politik lægges i partitop, folketingsgrupper og sekretariater.

SOCIALISTISK FOLKEPARTI oplevede at måtte forlade regeringen under Thorning/Corydon-eksperimentet, da den øverste partiledelses opbakning til SRSF-regeringens blå politik ikke længere havde et samlet parti bag sig.

LÆS OGSÅ: FOA-profiler: Moderne lønmodtagere er ikke hamstere

Anders Samuelsen slukkede lyset i de stålsatte blå øjne, kravlede ned fra træet og førte Liberal Alliance ind i regering med Venstre og De Konservative uden debat med den samlede folketingsgruppe og til medlemmernes overraskelse.

Og senest har Venstre, som opfatter sig selv som “styret fra bunden”, leveret det hidtil mest markante eksempel på magtkoncentration.

En magtkoncentration, som blev formaliseret med et notat, der fastslår, at Venstre mellem partiets landsmøder er formandsstyret. Notatet er blevet udlagt af både formanden og næstformanden således, at formanden frit kan beslutte partiets kurs og selvstændigt kan beslutte kursændringer.

DET VAR DET, Lars Løkke Rasmussen gjorde ved partiets landsmøde i 2012: “Og derfor flytter jeg nu Venstre. For der er noget, der er vigtigere end noget andet: Det er vigtigere at sikre danske arbejdspladser ved at sætte skatterne ned end at garantere, at verdens største offentlige sektor bliver endnu større. Eller sagt på en anden måde: Udgangspunktet for Venstre i regering er et offentligt udgiftsstop, som sikrer danske arbejdspladser.”

Og Løkke Rasmussen flyttede efter eget udsagn på samme måde Venstre, da han til partiets overraskelse under dette års valgkamp friede til Mette Frederiksen og tilbød en regering henover midten med Socialdemokratiet.

Senest har Venstre, som opfatter sig selv som “styret fra bunden”, leveret det hidtil mest markante eksempel på magtkoncentration
Karen Stæhr og Dennis Kristensen

En kursændring, som ingen i partiet og end ikke næstformanden efterfølgende vil vedstå sig at have været med til at diskutere.

Placeringen af sådanne helt afgørende beslutninger hos partiernes topledelse eller formand er i de fleste partier blevet kombineret med nye former for politikudvikling, hvor medlemsdebat erstattes af særlige rådgivere, fokusgrupper, interne meningsmålinger og professionelle sekretariater.

LÆS OGSÅ: Vil have særlig gruppe til at stemme: "Det dur ikke at brokke sig derhjemme"

En del politikere har gennem årene kritiseret fagbevægelsen for ikke at være i overensstemmelse med medlemmerne. Den stigende topstyring i partierne får en del af denne kritik af en fagbevægelse, hvis resultater af kerneopgaven – overenskomstforhandlinger – afgøres af medlemmerne ved urafstemninger, som også kan gå ledelsen imod, til at klinge noget hult.

Partiernes medlemsbasis er da også blevet markant mindre end tidligere. Og partiernes medlemsfald slår med mange hestelængder fagbevægelsens medlemstab.

Topstyringen af de politiske partier står i stærk kontrast til den samfundsmæssige trend med erstatning af hierarkier med kort afstand fra debat til handling. Her deler det politiske liv skæbne med fagbevægelsen og andre store folkelige bevægelser, som også trænger til mere flade beslutningsprocesser.

Hierarkier og topstyring har ikke den store fremtid på den så ofte omtalte lange bane.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her