Vi ved godt, at den dagsorden er op ad bakke, siger Mona Striib. Foto: Pressefoto FOA

FOA: Lavtlønnede skal løftes ved OK21

30. okt 2020, 09:00
De offentlige overenskomstforhandlinger skal sikre et løft af de lavtlønnede. Sådan lyder et centralt krav fra fagforbundet FOA. 

Forbundet FOA udtog torsdag sine samlede krav til arbejdsgiverne ved OK21. 

Flere skal være faglærte, der skal ryddes op i arbejdstidsregler, og så skal de lavtlønnede faggrupper have et særligt lønløft. 

LÆS OGSÅ: Jensens Bøfhus-direktør: '3F's svinestreg fik 200 mennesker fyret'

Sådan lyder nogle af de krav, som FOA prioriterer allerhøjest, når der i den kommende tid tages hul på forhandlingerne om fornyelsen af de offentlige overenskomster.

- På trods af corona, på trods af en økonomisk usikker situation, går vi til overenskomstforhandlingerne med appetit på, at der skal være en fornuftig ramme at forhandle om. I den ramme skal vi kunne se konturerne af, at vi får en mere retfærdig løndannelse, siger FOAs forbundsformand Mona Striib i en pressemeddelelse. 

Der skal forhandles i kroner og øre 

Den retfærdige løndannelse handler om, at det allerstørste krav fra FOAs medlemmer er, at der forhandles i kroner og øre. For som lønstigningerne fordeles nu, i procenter, øges afstanden mellem højt- og lavtlønnede hver gang lidt mere. Det går ikke mindst ud over de kvindedominerede velfærdsfag, som er lavindkomstfag.

- Vi ved godt, at den dagsorden er op ad bakke. Derfor kommer vi til at have stærkt fokus på, at der ved denne overenskomstfornyelse bliver givet til lavtløns- og ligelønsområdet,” siger Mona Striib.

Konkret lyder kravet, at FOAs faggrupper skal sikres en større andel af de lønstigninger, der gives lokalt - de såkaldte lokale lønmidler. Samtidig presser FOA på for, at der rejses fælles krav om midler til lavtløn- og ligelønsområdet sammen med de øvrige organisationer i Forhandlingsfællesskabet – en sammenslutning af 51 organisationer for ansatte i kommuner og regioner, som Mona Striib også er formand for.

Skal ske et uddannelsesløft 

Et andet vigtigt krav, som FOA vil stille til såvel det kommunale, det regionale og statslige område er, at der skal ske et uddannelsesløft, så ufaglærte kan blive faglærte. 

- Vi får brug for flere faglærte til at løse morgendagens velfærdsopgaver. Vi har i forvejen massive rekrutteringsproblemer inden for flere af FOAs faggrupper, og med coronakrisens erfaringer vil der kun blive brug for endnu flere faglærte inden for hygiejne- og rengøring. Samtidig vil det for den enkelte betyde større jobsikkerhed og give større mobilitet, siger Mona Striib. 

Afgørende er også, at der bliver ryddet op i myriaden af arbejdstidsregler, der eksisterer i dag og som fortolkes forskelligt og forkert mange steder – til de ansattes ulempe. 

- Vi har behov for en forenkling af arbejdstidsreglerne. Opråbet fra FOAs medlemmer lyder, at det er svært at værne om fritiden i dag, at det fungerer skidt med vagtplanlægningen og at de ikke honoreres for det, de egentlig skal, siger Mona Striib. 

LÆS OGSÅ: Akademikerne åbner for sexisme-krav før OK21

Af øvrige krav fra FOA kan nævnes forpligtende senioraftaler, at stillinger opslås som fuldtidsstillinger samt udbredelse af arbejdsfællesskaber.

En række af FOAs krav indsendes nu til Forhandlingsfællesskabet. Her udformes fælles kravliste til de generelle forhandlinger på tværs af organisationerne og som udveksles med arbejdsgiverne den 15. december. Samtidig rejser FOA en række specifikke krav til henholdsvis KL og Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Se FOAs OK21-krav til de generelle forhandlinger her.

De nuværende overenskomster udløber med udgangen af marts 2021.

A4 Overenskomst – vær med fra starten!

I slutningen af november lancerer vi A4 Overenskomst. Mediet, der går i dybden med overenskomster og aftaler på det danske arbejdsmarked.

A4 Overenskomst vil være et fællesskab, som giver adgang og overblik over relevante nyheder, viden, debatstof, analyser og overblik over aftaler på det danske arbejdsmarked. Vi lægger ud med de kommende OK21-forhandlinger for ansatte i stat, regioner og kommuner, som tæller over en halv million offentligt ansatte.

A4 Overenskomst lanceres i slutningen af november. Inden da vil vi gerne høre dit input til, hvad det er vigtigt at fokusere på. Skriv til redaktør på A4 Overenskomst Kasper Rasmussen, hvis du har en mening om, hvad vi bør fokusere på.