Psykisk_p___sengen
- Det er dybt, dybt tragisk, at det bliver ved. Det vidner om et underprioriteret social-psykiatrisk område, hvor ressourcerne - både de økonomiske, men også de faglige og de menneskelige - ikke er fulgt med tiden, siger FOA's næstformand Thomas Enghausen. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

FOA efter drab på bosted:
Dybt tragisk at det bliver ved

31. dec. 2020 10.40
Næstformand i FOA kalder drabet dybt tragisk.

Fagforbundet FOA beder om, at socialpsykiatrien øjeblikkeligt opprioriteres, efter at en 29-årig ansat på et bosted for voksne i Fårevejle i Nordvestsjælland i går blev dræbt af knivstik af en beboer.

Det skriver DR Sjælland.

Det er sjette gang siden 2012 en ansat er blevet dræbt på et bosted, og det er ikke rimeligt, at personalet skal betale med livet for at der ikke er ressourcer nok i socialpsykiatrien, lyder det fra FOA's næstformand Thomas Enghausen til DR Sjælland:

- Det er dybt, dybt tragisk, at det bliver ved. Det vidner om et underprioriteret social-psykiatrisk område, hvor ressourcerne - både de økonomiske, men også de faglige og de menneskelige - ikke er fulgt med tiden.

Thomas Enghausen tilføjer:

- Det er et område, der har været politisk underprioriteret. Det er ikke et område, der er stemmer i. Det er ikke et område, hvor borgerne kan overtage de sociale medier og indkalde til demonstrationer, som vi har set med andre velfærdsområder de seneste par år.

Socialminister Astrid Krag (S) oplyser til DR Sjælland, at hun ikke har nogen kommentarer til FOA's ønske om en opprioritering af området.