Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Flertal enige om hjælpepakke til luftfarten

25. jun, 13:25
For at genstarte indenrigsluftfarten er flertal enig om tilskud, men det er uden grønne krav.

Et politisk flertal er enig om en luftfartspakke til 260 millioner kroner, der skal understøtte branchen, som er i knæ på grund af coronasituationen.

Passagererne forsvandt fra den ene dag til den anden, og der er stadig kun få passagerer i dag.

De to støttepartier og Alternativet forlod forhandlingerne, fordi pakken ikke stiller grønne krav til branchen.

- Det har været meget vigtigt for regeringen og partierne, at vi skal sikre et grønt hjørne.

- Det er noget af det, vi skal se på, når vi går i gang med klimahandlingsplanen for transportområdet. Men det er for tidligt at tale om ekstra byrder for en branche, der er helt i knæ, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Parterne har aftalt at mødes igen til september for at vurdere virkningen og aftale udmøntningen af klimabidraget.

Pakken er indgået mellem regeringen, Venstre, De Radikale og De Konservative, da de to røde støttepartier og Alternativet var utilfredse med ambitionsniveauet for grønne krav.

Luftfarten vurderer selv, at en reduktion af CO2-udledningen på 100 procent på indenrigsflyvning er mulig i 2030. Men det vil "forudsætte særskilte løsninger i forhold til tankning og iblanding".

For at genstarte luftfarten er partierne enige om at afsætte op til 135 millioner kroner til at understøtte flyvninger på de danske indenrigsruter i tre måneder. Det er en udvidelse af, hvad regeringen spillede ud med.

Den mulige støtte starter 1. august.

Der afsættes 25 millioner kroner til et klimabidrag, der kan anvendes til udvikling og produktion af grønne flybrændstoffer.

Spørgsmålet er dog, hvorfor man skal understøtte indenrigsflyvning, hvis det er mere klimavenligt at tage bil eller tog.

- Det er meget interessant. Sammenligner man med at køre i egen bil, så vil man meget ofte med de mindre fly, der flyver indenrigs, matche det, det koster i CO2 at flyve.

- Man kan finde eksempler, hvor flyet vinder over færge kombineret med kollektiv transport, det kan man, siger Benny Engelbrecht.

Fagforeningen HK Privat er dog utilfreds med pakken.

- Det er skuffende, at man ikke kommer med et mere seriøst bud på en genopretning af luftfarten. Det kan og bør gøres bedre, siger formand Simon Tøgern i en pressemeddelelse.

Også Dansk Luftfart er mellemfornøjet og mener, der er brug for "en meget større hjælpepakke, hvis vi skal undgå tab af et stort antal arbejdspladser."

- I den kommende tid vil vi uden tvivl se fyringer i luftfartsselskaber, lufthavne og hos leverandørerne til luftfarten, siger branchedirektør Michael Svane i en meddelelse.

/ritzau/