Christian Grønnemark, formand for HK Hovedstaden Foto: HK

Formand for HK Hovedstaden: Flere hænder skal løfte skattekontrollen

15. okt 2020, 19:00
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

I DENNE CORONATID er der langt mellem de gode nyheder. Men en af dem er, at SKAT nu får flere hænder – medarbejdere af kød og blod med skarpe hjerner - til at gøre livet surt for skatte- og momssnydere, svindlere og bedragere og ikke mindst virksomheder, der bevidst kører til skattelovens kant og lidt over.

LÆS OGSÅ: Et wakeup call til offentlige ansatte: Gaver og frokoster kan koste dig jobbet

Skatteminister Morten Bødskov (S) meddelte forleden, at 250 nye kontrolmedarbejdere er skrevet ind i finansloven for 2021, og at yderligere 750 kontrolmedarbejdere følger efter frem til 2024. Det er konsekvensen af en aftale, som regeringen lykkedes med at få i hus i relativ ubemærkethed i slutningen af april, hvor alle var mest optaget af coronaen.

Kontrolmedarbejdere i SKAT tjener deres egen løn hjem mange gange
Christian Grønnemark, formand for HK Hovedstaden

Jeg håber, at initiativet er begyndelsen på enden på flere årtiers destruktive nedskæringer i SKATs kontrolapparat, der er en væsentlig del af forklaringen på, at skattekroner er fosset ud af statskassen i en grad, der ikke er en demokratisk retsstat værdig.

Din mening

På A4 Arbejdsliv vil vi rigtig gerne dele din mening om arbejdslivets udfordringer og idéer til løsninger med vores andre læsere. Så send et debatindlæg til [email protected] - husk gerne et foto.

Skiftende regeringer har ikke kunnet sætte en stopper for Statsrevisorernes årligt tilbagevendende kritik af SKAT. Og fromme løfter om forbedringer fra skiftende skatteministre har hverken kunnet forhindre svindel med udbytteskat for næsten 13 milliarder kroner – eller det faktum, at mange virksomheder simpelthen er holdt op med at bruge penge på ekstern revision, fordi risikoen for, at man selv var en af de 2,7 procent, der blev set efter i sømmene af SKAT, er meget, meget lille.

Den nye aftale tager konsekvensen af den gamle sandhed om, at kontrolmedarbejdere i SKAT tjener deres egen løn hjem mange gange.

SKAT er heller ikke blevet bedre af, at styrelsen har været udsat for omstruktureringer, udflytninger og andre New Public Management-indsatser
Christian Grønnemark, formand for HK Hovedstaden

Det samme kan man ikke nødvendigvis sige om it-systemer som inddrivelsessystemet EFI, der måtte skrottes i 2015 og efterlod en gæld til manuel inddrivelse på 92 milliarder – 92.000.000.000 kr.

SKAT er heller ikke blevet bedre af, at styrelsen har været udsat for omstruktureringer, udflytninger og andre New Public Management-indsatser, der har fortæret tiltrængte merbevillinger til SKAT på bekostning af reel m/k-power, der kan få pengene hjem.

Nu skal skattesnydere m.fl. have kamp til stregen fra otte nye skattecentre og i alt 1.000 nye medarbejdere.

LÆS OGSÅ: Advarer om 'tåbelige' besparelser på jobcentre: Kan gå ud over de svageste ledige

Om det er nok, må tiden vise. Men det er et vigtigt skridt i den rigtige retning – ikke bare for den velfærd, som de inddrevne skattekroner kan finansiere.

Det er også godt for den fair konkurrence for de virksomheder, der faktisk betaler den skat, de skal.

Og sidst, men ikke mindst er det godt nyt for de 3.200 HK’ere og mange andre gode medarbejdere i SKAT, der i årevis har måttet lægge ryg til udskamningen af SKAT, der jo er kilden til hele vores velfærdssamfund.