Chefredaktør: Lad os få finansverdenens halleluja!

31. mar, 13:15
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

Vi lever i en tid, hvor nord er syd. Blå roser rød. Og omvendt.

I USA har vi set en republikansk præsident og majoritet i Senatet sende checks direkte ud til befolkningen. Selvsamme politikere, der ynder at gøre grin med staten og dens overgreb mod 'the brave and the free'.

I den måske mindre spektakulære afdeling, men stadig bemærkelsesværdige ende, tikkede denne melding ud mandag. Godt i ly af statsminister Mette Frederiksens (S) med rette roste tale til nationen:

- Finanstilsynet til banker: Lad være med at udbetale udbytte.

Tænk lige over den besked. Vi gentager lige: Finanstilsynet til banker: Lad være med at udbetale udbytte.

- Finanstilsynet finder, at banksektoren aktuelt bør undgå at forringe kapitalgrundlaget ved at udbetale udbytte eller foretage aktietilbagekøb. Dette er på baggrund af den store usikkerhed, der er om den økonomiske udvikling som følge af Codvid-19, skrev tilsynsdirektør Jesper Berg i en kommentar til Ritzau Finans.

Besindelse og samfundssind, komme dit rige! Jeg vågnede her til morgen og tænkte: Okay, den her krise kan da rigtig skubbe til noget. Mon de lytter, derude?
Nicolai Kampmann

Det er det tætteste, Finanstilsynet kommer på en 'far-kommunikation'. I disse tider hører vi meget fra 'mor' (Mette Frederiksen). I dette tilfælde siger far til ungerne (bankerne): 'Det der, det skal I ikke gøre!'

Besindelse og samfundssind, komme dit rige! Jeg vågnede her til morgen og tænkte: Okay, den her krise kan da rigtig skubbe til noget. Mon de lytter, derude?

Søreme så. Læs her (fra Ritzau Finans):

Jyske Bank og Sydbank har droppet en planlagt udbetaling til aktionærerne som følge af situationen med coronavirusset.

Jyske Bank har stoppet et aktietilbagekøbsprogram på 400 millioner kroner. Sydbank har bremset et udbytte på 341 millioner kroner. Det oplyser bankerne tirsdag.

Det sker, efter at Finanstilsynet mandag udtalte, at bankerne bør lade være med at udbetale set i lyset af usikkerhed om coronavirusset. Forud for det havde erhvervsminister Simon Kollerup (S) i sidste uge opfordret banker til at overveje, om det var rette tidspunkt at udbetale penge til aktionærerne.

Både Sydbank og Jyske Bank oplyser, at udmeldingerne er taget med i overvejelserne.

- Beslutningen er truffet på baggrund af myndighedernes henstillinger til sektoren samt for at signalere, at banken ønsker at understøtte kunderne, skriver Sydbank om sin beslutning.

Bankerne ønsker at understøtte kunderne? Nu står verden da ikke længere.

I Danske Bank har man planer om at udbetale et udbytte på 7,3 milliarder kroner. Selv om banken har fået lempet kapitalkravene som et af Folketingets tiltag under coronakrisen.

Til Finanswatch oplyser Danske Bank, at man genovervejer udbyttet. 

Okay, Rom blev ikke bygget på én dag, og det tager tid at fortolke, hvad far siger.

Corona-krisen forlener den finansielle sektor med en mulighed for at vinde tabt image tilbage. Det er faktisk en gylden mulighed, hvor bankerne i befolkningens øjne kan forstrække virksomheder og trængte folk.
Nicolai Kampmann

Al ironi til side. Coronakrisen forlener den finansielle sektor med en mulighed for at vinde tabt image tilbage. Det er faktisk en gylden mulighed, hvor bankerne i befolkningens øjne kan forstrække virksomheder og trængte folk. Ikke uendeligt, selvfølgelig. Der skal fortsat drives forsvarlig bankdrift, men bankerne har især en interesse i, at optimismen hurtigt vender tilbage.

Mon ikke også aktionærene kan se det på den måde. Så kan vi få et finans halleluja!

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her