20210203151123680_1000
Thomas Vinterberg er nu den eneste danske instruktør, hvis film har været nomineret tre hele gange. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Filmen Druk er nomineret til en Golden Globe

3. feb. 2021 17.18
Også "The Undoing" af danske Susanne Bier nomineret til en Golden Globe i kategorien Bedste Miniserie.

Den danske spillefilm "Druk" af instruktør Thomas Vinterberg er blevet nomineret til en Golden Globe i kategorien Bedste Udenlandske Film.

Golden Globe Award er en amerikansk prisuddeling, der afholdes årligt af Hollywood Foreign Press Association (HFPA).

Instruktør Susanne Biers miniserie "The Undoing" har modtaget fire Golden Globe-nomineringer.

Både for Bedste Miniserie, Bedste Kvindelig Rolle i En Miniserie, Bedste Mandlig Rolle i En Miniserie samt Bedste Birolle i En Miniserie.

Modtagerne af nomineringerne i den mandlige og kvindelige kategori er britiske Hugh Grant og australsk-amerikansk Nicole Kidman.

Thomas Vinterberg glæder sig over nomineringen af "Druk".

- Vi har ventet i spænding, og derfor er vi bare glade.

- Så vi er bare i ret godt humør lige nu, siger Thomas Vinterberg.

Det er tredje gang, at en film af Thomas Vinterberg bliver nomineret til en Golden Globe. Tidligere har Vinterberg været nomineret med filmene "Jagten" og "Festen".

Thomas Vinterberg er dermed den eneste danske instruktør, hvis film har været nomineret tre gange.

- Jeg synes, det er fantastisk, at den film, som jeg har lavet, der er allermest dansk - og som næsten er en turistfilm på København og Danmark - er den film, som gør sig allerbedst i udlandet.

- Og det er stadig overraskende for mig, og jeg er virkelig glad.

Om selve uddelingen af Golden Globe bliver online eller fysisk, er stadig udvist. Men pilen peger mod, at det bliver virtuelt ifølge Vinterberg.

- Så jeg tror ikke, at vi kommer til at feste denne gang. Desværre, fordi Golden Globe er en af de allersjoveste ceremonier, vil jeg sige.

Nomineringen sker midt i en coronatid, som lægger et låg på underholdende adspredelse.

- Jeg har det bare ligesom resten af Danmark. Håndboldholdet vinder VM og nu den her nominering, og vi sidder i hver vores lille kasse og kigger ud på sneen.

- Nu trænger jeg bare til en fest. Men jeg tror desværre ikke, at det bliver denne gang, siger Vinterberg.

Det er ikke kun glæde at finde hos Vinterberg. Også hos Susanne Bier er tilfredsheden stor.

- Det er skønt og fantastisk, at jeg er nominet med serien, men når der er så mange skuespillere, som også er nomineret, så er det en kæmpe cadeau til mig.

- Og det er jeg utrolig glad for, siger Bier.

Hun lægger til grund for nomineringerne, at "The Undoing" både er underholdende og engagerende.

- Jeg tror, at temaet i den er vigtigt, som handler om, hvor godt kan man egentlig kende et andet menneske, fordi det er et almenmenneskeligt tema.

Susanne Bier befinder sig lige nu i USA på opgave. Hun er sammen med kostumedesigneren på "The Undoing", Signe Sejlund.

- Så jeg er sikker på, at vi tager et glas vin her i weekenden, og glæder os over det.

- Og så skriver vi til hinanden alle, som har lavet den, men det er selvfølgelig ikke det samme, det er det ikke, siger Bier.

Spillefilmen "Mank" af David Fincher er den film, som har modtaget flest nomineringer med seks nomineringer.

Samtidig er tv-serien "The Crown" den tv-serie, som har opnået flest nomineringer. Den har også modtaget seks nomineringer.

Golden Globe 2021 bliver afholdt søndag den 28. februar.

/ritzau/