Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Fik millioner til at få ledige i job på bro - ingen aner om det har virket

26. jun, 06:29
Kommuner fik mere end 10 millioner skattekroner til at få ledige i job i forbindelse med opførelsen af Storstrømsbroen. Men ingen kan svare på, hvor mange der er kommet i job på byggeriet.

Det trak overskrifter i den lokale presse, da de to kommuner Vordingborg og Guldborgsund tilbage i 2017 fik tildelt knap seks millioner kroner til at opkvalificere deres ledige borgere til et arbejde på den længe ventede opførelse af den nye Storstrømsbro mellem Sjælland og Falster.

Og da der et år senere var første spadestik på milliardbyggeriet, var der lutter taksigelser og forhåbning om jobfest i skåltalerne fra de to lokale borgmestre.

Men i dag, hvor byggeriet er i fuld sving, er det store udenlandske firmaer med billig arbejdskraft, der sidder tungt på byggeriet, mens der er tusindvis af ledige i lokalområdet.

Og der er ingen, der kan svare på, hvor mange ledige, der er kommet i arbejde på det store brobyggeri.

Det kan Fagbladet 3F fortælle efter at have fået aktindsigt i dokumenter fra et opkvalificeringsforløb i Vordingborg og Guldborgsund kommune til mere end 10 millioner skattekroner.

Under projektnavnet “Arbejdskraft til Storstrømsbroen” ansøgte de to kommuner i 2017 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) om 6,9 millioner kroner til at gennemføre opkvalificeringsforløb for 250 jobparate kontanthjælps- og dagpengemodtagere.

“Det overordnede formål er, at flest mulige ledige skal få job i forbindelse med etablering af den nye Storstrømsbro”, står der i ansøgningen.

Styrelsen godkendte hurtigt ansøgningen – dog kun med tilsagn om 5,9 millioner kroner – og i 2018 og 2019 blev i alt 243 ledige fra de to kommuner sendt på opkvalificeringskurser.

Men i den afsluttende rapport, der blev indsendt til STAR i marts i år, bliver man ikke meget klogere på, hvordan det er gået med at få ledige i arbejde på milliardprojektet.

- Det er ikke til at se af rapporten, hvor mange der er kommet i beskæftigelse på etableringen af Storstrømsbroen. Det var målsætningen, men det bliver der ikke fulgt op på, konstaterer Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring på Aalborg Universitet.

I Guldborgsund Kommune bekræfter Maria Lund, leder i Center for Arbejdsmarked, at man ikke har en opgørelse over, “hvor mange ledige, der konkret er kommet i job på Storstrømsbroen”.

Og i Vordingborg Kommune, der er ansvarlig for projektet, har man ikke planer om at lave en nærmere undersøgelse af, hvor mange der er kommet i arbejde på Storstrømsbroen.

- Det er ikke et succeskriterie i ansøgningen, lyder det fra Lotte Svilling, der er borger- og arbejdsmarkedschef i Vordingborg Kommune.

Hun henviser til, at der i ansøgningen om støtte til projektet også lægges vægt på, at de ledige får gavn af såkaldte “afledte jobåbninger” fra byggeriet af Storstrømsbroen.

Det fremgår dog heller ikke nogen steder, hvor mange der så har fået et afledt job, der er beslægtet til brobyggeriet.

Målet med opkvalificeringsforløbet i de to kommuner var at gøre 160 ledige selvforsørgende, og det lykkedes at få 110 ledige i ordinært arbejde.

Men der er altså ingen, der ved, om de har fået arbejde på Storstrømsbroen eller noget helt andet.

Ifølge Fagbladet 3F’s oplysninger er det meget få ledige fra lokalområdet, der har fået en fod indenfor på de store byggepladser, hvor den nye bro så småt tager form.

Det bekræfter Frank Christiansen, der er leder af a-kassen i 3F Sydsjælland og har et stort indblik i den lokale jobsituation.

- Vi kender ikke til nogen ledige, der er kommet i job på selve broen, hvor de italienske firmaer er i gang. Til gengæld er der en del, der har fået arbejde andre steder, blandt andet inden for restauration, rengøring og transport, siger han.

Storstrøm Bridge Joint Venture (SBJV), det italienske konsortium der står for at opføre broen, vil heller ikke svare på, hvor mange lokale ledige der er kommet i arbejde på etableringen af Storstrømsbroen.

- Vi ansætter ikke efter, hvor de kommer fra eller hvad deres baggrund er, men ud fra, om de har lyst til at deltage i projektet. Generelt kan jeg sige, at vi har cirka 20-25 lokalt ansatte i SBJV, og hertil kommer selvsagt en række støttefunktioner som vagt, rengøring og renovation, hvor der også er en del lokale, lyder det fra SBJV’s danske pressetalsmand Christian Lemvigh.

Og hos STAR, der hører under Beskæftigelsesministeriet, har man ikke nogen planer om at måle, hvor mange der er kommet i job på brobyggeriet efter at være blevet opkvalificeret.

- STAR har ikke planer om at foretage en yderligere opfølgning på projektet, lyder det i et skriftligt svar.

- Det er efter styrelsens vurdering også et positivt resultat, hvis de erhvervede kompetencer har kunne bringe de ledige i eller tættere på ansættelse i andre virksomheder, lyder det videre fra styrelsen.