FAKTA:
Disse restriktioner gælder frem til 17. januar

TEMA: Corona i Danmark
29. dec. 2020 19.16
Bortset fra supermarkeder og apoteker skal detailhandlen holde lukket yderligere to uger.

Storcentre og frisører skal fortsat holde lukket yderligere to uger, bekræfter statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemøde tirsdag aften.

Her kan du læse om de restriktioner, som forlænges frem til 17. januar:

Butikker og liberale erhverv:

* Indkøbscentre og udvalgsvarebutikker som eksempelvis byggecentre skal holde lukket uanset størrelse. Supermarkeder og apoteker er undtaget.

* Også liberale serviceerhverv som frisører og massører skal holde lukket.

Skoler samt ungdoms- og voksenuddannelser:

* Elever i folkeskolen og studerende skal fortsat være hjemsendt og modtage fjernundervisning.

Kultur, sport og fritid:

* Alle indendørs idræts- og kulturanlæg skal fortsat holde lukket. Det gælder blandt andet svømmehaller, legelande, fitnesscentre, teatre, museer, biografer, biblioteker, spillehaller, kasinoer og foreningslokaler.

* Elitesportsudøvere må benytte idrætsfaciliteterne, som er lukket for offentligheden.

* Ved udendørs sport må højst 10 personer deltage ad gangen.

Restaurationer:

* Restauranter, barer, caféer og lignende skal fortsat holde lukket.

* De må dog godt sælge takeaway.

Kilde: Coronasmitte.dk.

/ritzau/