20201206034835531_1000
Der var stor begejstring, da Trump besøgte lufthavnen i Valdosta i Georgia lørdag. Foto: Spencer Platt/Ritzau Scanpix

FAKTA: Derfor er senatsvalg i Georgia så afgørende

6. dec 2020, 7:09
Fremtrædende politikere tager i hobetal til Georgia, som står til at afgøre Bidens handlerum som præsident.

Delstaten Georgia bliver den næste måned det altoverskyggende fokuspunkt i amerikansk politik.

Alene denne uge har eks-præsident Barack Obama, vicepræsident Mike Pence og nuværende præsident Donald Trump holdt vælgermøde for deres partis kandidater i delstaten.

Alle håber de på et godt resultat for deres parti 5. januar, når der er to senatspladser på spil.

Her følger en forklaring på, hvorfor valgene er så vigtige:

* Ved præsidentvalget vandt demokratiske Joe Biden præsidentposten, og Demokraterne genvandt flertallet i Repræsentanternes Hus.

* I Senatet står fordelingen af pladserne efter 3. november til at blive 50-48 i Republikanernes favør. Den eneste måde, hvorpå Demokraterne nu kan opnå kontrol i Senatet er, hvis de vinder de sidste to pladser, som er på spil.

* Ved stemmelighed står vicepræsidenten, som bliver demokratiske Kamala Harris, nemlig med den afgørende stemme.

* Hvis en ny lov skal vedtages, skal den vedtages ved et flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet og derefter godkendes af præsidenten. Derfor er flertal i begge Kongressens kamre så vigtigt i forhold til et partis magt.

* Republikanerne har haft et flertal i Senatet siden midtvejsvalget i 2014.

* Udover den generelle magt i forhold til lovgivning godkender eller forkaster Senatet også internationale traktater, som præsidenten foreslår, og det godkender eller forkaster præsidentens kandidater til fremtrædende poster som for eksempel til USA's Højesteret.

* Senatet afgør også eventuelle rigsretssager, som Repræsentanternes Hus har indledt.

* Ved de to senatsvalg i Georgia opnåede hverken Demokraterne eller Republikanernes kandidat de påkrævede 50 procent i første valgrunde.

* Derfor skal henholdsvis demokratiske Jon Ossoff og republikanske David Perdue samt demokratiske Raphael Warnock og republikanske Kelly Loeffler ud i nye valgrunder 5. januar.

Kilder: AP, Ritzau.

/ritzau/