
FAKTA: Disse restriktioner træder i kraft i dag
Onsdag træder en række nye coronarestriktioner i kraft i et forsøg på at holde smittespredningen nede frem til jul.
Mens nogle restriktioner i hele landet forlænges, indføres der en delvis nedlukning af 38 kommuner - herunder København, Odense, Aarhus og en lang række kommuner i hovedstadsområdet og på Sjælland.
Her er et overblik over de nye restriktioner - samt dem, der er forlænget:
* Forlængelse af de allerede gældende nationale tiltag til og med den 28. februar 2021:
- Det gælder forbuddet mod at samles flere end ti personer. Det anbefales samtidig, at man holder sin omgangskreds til maksimalt ti personer.
- Krav om mundbind i offentlig transport og i detailhandlen med videre.
- Begrænset åbningstid for restauranter og barer, som skal lukke klokken 22.
* Nye tiltag i 38 kommuner i Danmark fra 9. december til 3 januar:
- Skoleelever fra 5. klasse og opefter sendes hjem og skal undervises digitalt.
- Elever på ungdomsuddannelser sendes hjem og skal undervises digitalt.
- De videregående uddannelser skal som hovedregel overgå til digital undervisning. Der kan være enkelte undtagelser.
- Barer, caféer og restauranter skal holde lukket. Der må sælges takeaway.
- Teatre, spillesteder, biografer og lignende skal holde lukket.
- Svømmehaller, fitnesscentre, idrætshaller, museer, biblioteker, aftenskoler og lignende skal holde lukket.
- Andre steder, hvor der udøves idræts- og foreningsaktiviteter, skal indendørsarealer holdes lukket for offentligheden. Professionelle idrætsudøvere må fortsat anvende indendørsområderne.
- Idræts- og foreningslivet må som udgangspunkt kun samle ti personer på samme sted.
- Indendørsarealer i forlystelsesparker, zoologiske haver, akvarier og lignende skal holdes lukket for offentligheden.
- Offentlige arbejdspladser opfordres til at sende medarbejdere hjem, der ikke udfylder kritiske funktioner.
- Private arbejdsgivere opfordres til at sikre at medarbejdere, der har mulighed for det, arbejder hjemmefra.
* Restriktionerne gælder i disse 38 kommuner:
Albertslund, Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Faxe, Fredensborg, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lejre, Lyngby-Tårbæk, Odense, Roskilde, Rudersdal, Rødovre, Slagelse, Solrød, Tårnby, Vallensbæk, Vordingborg og Aarhus.
Kilder: Sundheds- og Ældreministeriet.
/ritzau/