Fagforbundet 3F er dybt utilfredse med De Radikale. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kontroversiel timing: 3F langer ud efter De Radikale

28. apr, 15:14
Timingen for regeringens plan om at åbne op for mere faglært arbejdskraft fra tredjeverdenslande er forkert og provokerende, mener fagforbundet 3F, der især kritiserer Radikale Venstre.

Faglærte udlændinge fra lande uden for EU skal fra 1. juli kunne arbejde i Danmark via den såkaldte positivliste. Det fremgår af et nyt lovforslag fra regeringen.

LÆS OGSÅ: Chauffører snuppet ved kontrol - straffet med kæmpe bøder

Positivlisten er en liste over erhverv, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft i Danmark. Hidtil har listen været brugt til at få højt specialiseret arbejdskraft som ingeniører og læger til Danmark. Men fra juli skal den udvides til også at omfatte udenlandske, faglærte medarbejdere.

Lovforslaget har netop været i høring hos blandt andet 3F, som er meget forundret over tidspunktet, hvor aftalen skal træde i kraft. For coronakrisen har fuldstændig ændret forudsætningen for aftalen, mener fagforbundet i følge Fagbladet 3F.

- Det er dybt, dybt bekymrende, at loven skal træde i kraft allerede inden sommerferien. Vi har på en måned oplevet en eksplosion i antallet af ledige, og over 7.600 kvalificerede og specialiserede 3F’ere har mistet deres arbejde. Jeg synes faktisk, at det er noget upassende, at de nu risikerer at skulle konkurrere om job med et øget antal udlændinge fra ikke-EU-lande. Manglende arbejdskraft er altså ikke et aktuelt emne i en tid, hvor ledigheden i Danmark er steget med 50 procent, og EU har op mod 50 millioner ledige, siger Søren Heisel, der er forbundssekretær i 3F.

Lovforslaget er en udløber af den finanslovsaftale for 2020, som regeringen i december 2019 indgik med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Af aftaleteksten fremgår det, at den nye positivliste skal give virksomheder i brancher med mangel på arbejdskraft mulighed for at ansætte faglærte fra lande uden for EU. Det er dog kun virksomheder, der lever op til et krav om danske løn- og ansættelsesvilkår samt ”samfundsmæssige pligter for uddannelse af lærlinge og elever”, der får adgang til medarbejdere via den nye positivliste.

SF og Enhedslisten have sat den nye positivliste på pause, mens Radikale Venstre derimod står fast på, at aftalen skal træde i kraft til sommer. Og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) vil ikke udskyde lempelsen. Søren Heisel fra 3F retter især kritik mod Radikale Venstre:

LÆS OGSÅ: Luftfartsekspert forudser flere fyringer - 'Flybranchen er ramt af granatchok'

- De Radikale har længe haft et stort ønske om, at det skal være lettere at importere arbejdskraft fra ikke-EU-lande. Partiet har på trods af alle de sager med snyd med beløbsordningen, som vi blandt andet har set med kinesiske kokke, argumenteret hårdt for, at man for eksempel bare kunne nedsætte beløbsgrænsen uden på nogen måde at sandsynliggøre, at det vil føre til andet end yderligere mulighed for snyd og bedrag.

Det er endnu uvist, i hvilke brancher ufaglærte udlændinge fra tredjeverdenslande kan få arbejde i Danmark via positivlisten. Men smede og elektrikere er blevet nævnt.

Efter finanslovens indgåelse i december meddelte Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere, at arbejdsgiverforeningen vil arbejde for, at arbejdskraft fra lande uden for EU kan blive ansat inden for dansk landbrug gennem positivlisten.

- Dette kan give landbruget nye muligheder, som kan bidrage til at løse manglen på arbejdskraft, sagde formand og godsejer Helle Reedtz-Thott i en pressemeddelelse.

Hos Radikale Venstre medgiver beskæftigelsesordfører Samira Nawa, at situationen på det danske arbejdsmarked har ændret sig i høj grad som følge af coronakrisen. Men hun mener ikke, at der er nogen grund til at udskyde lovforslaget, som Radikale Venstre ifølge hende kæmpede hårdt for at få med i finanslovsaftalen.

- Vi mener, at lovforslaget stadig er relevant. Der er tale om faglærte stillinger, der også skal opfylde krav om mangel på arbejdskraft inden for den kategori på det danske arbejdsmarked. Det justerer sig selv efter situationen. Hvis der er faglærte stillinger med mangel på arbejdskraft, er det ærgerligt, hvis virksomheder ikke kan få adgang til den arbejdskraft, vi har brug for. Vi er meget tilfredse med, at regeringen har fastholdt lovforslaget på lovprogrammet, så det kan træde i kraft 1. juli, siger Samira Nawa til Fagbladet 3F.

Om kritikken fra 3F siger hun:

- Det er lige lovligt hårde ord at kaste efter os. En del af finanslovsaftalen handler om, at der bliver bedre kontrol med social dumping. Det står vi ligeså meget på mål for som den anden del af aftalen. Tiltagene mod social dumping bliver også fastholdt i lovforslaget. Så den kritik gad jeg godt, at Søren Heisel pakkede væk igen.

LÆS OGSÅ: Kendt politiker er blevet far - Afslører specielt navn