Fagbev__gelsen_uden_filter
Faglig kommentator Gitte Redder (tv.) og Kristoffer Nordskov (th.) analyserer hver uge arbejdsmarkedets sværdslag og håndslag i podcasten 'Fagbevægelsen Uden Filter.'

Claus Jensen i sololøb:
Kommentator forudser trepartsaftale i næste uge

30. sep. 2021 06.05
Metal-formandens udmelding om udenlandsk arbejdskraft tyder på, at der lander en trepartsaftale allerede i næste uge, lyder det fra A4's faglige kommentator, Gitte Redder.

Fagbevægelsen Uden Filter kan høres gratis hos Itunes eller Spotify.

Dansk Metal kører sololøb i den nuværende armlægning om udenlandsk arbejdskraft.

Det konkluderer A4's faglige kommentator, Gitte Redder, i det nyeste afsnit af arbejdsmarkedspodcasten 'Fagbevægelsen Uden Filter'.

Listen to "[4] Dansk Metal i Sololøb om Udenlandsk Arbejdskraft (30.09.21)" on Spreaker.

Tirsdag morgen kunne man læse på forsiden af Jyllands-Posten, at Metal-formand Claus Jensen slækker på fagbevægelsens modstand mod udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU.

- Hvis virksomhederne lever op til deres forpligtelser og blandt andet tager tilstrækkeligt med lærlinge og har en seniorpolitik, kan samfundet til gengæld gå ind og hjælpe dem med at hente folk i tredjelande til nogle stillingskategorier, som vi kan blive enige om, siger Claus Jensen til avisen.

Ikke koordineret med Lizette Risgaard

Metal-formanden gentog budskabet på Dansk Industris topmøde samme dag. Adspurgt til arbejdskraft fra tredjeverdenslande, lød svaret, at der kunne laves aftaler med "noget for noget".

Det lyder som det diametralt modsatte af budskabet fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, der i starten af ugen lancerede kampagnen "Arbejdsgiverne går over grænsen":

- Og det gør de, når de kræver, at vi løser udfordringerne ved at hente mere arbejdskraft til Danmark fra lande uden for EU, siger FH-formand Lizette Risgaard på kampagnehjemmesiden, der erklærer, at fagbevægelsen vil "sige klart fra". 

Fagbevægelsens strategi i trepartsforhandlingerne er stadig at undgå at beløbsgrænsen bliver sænket ved at give andre indrømmelser, der kan afhjælpe den store mangel på hænder, fortæller Gitte Redder, faglig kommentator på A4. Eksempelvis større import af europæisk arbejdskraft.

Men ifølge Gitte Redder var Claus Jensens udmelding ikke en del af planen. Det var ikke koordineret med FH, og derfor agerer Dansk Metal på egen hånd her, fortæller hun i A4's podcast 'Fagbevægelsen Uden Filter'.

- Så Lizette Risgaard er nok blevet godt og grundigt irriteret, for Claus Jensen ved godt, han bliver 'breaking news' med den melding, siger Gitte Redder.

Trepartsaftale lige på trapperne

Claus Jensen og Lizette Risgaard vil overordnet set gerne det samme - flere ledige, lærlinge og seniorer skal i spil til at løse den gabende mangel på arbejdskraft, og der skal ikke pilles ved beløbsgrænsen.

Men det tyder på, at Dansk Metal og Dansk Industri er på bølgelængde, når det kommer til at give lettere adgang til medarbejdere fra tredjeverdenslande, for det er også i Claus Jensens medlemmers interesse, at industrivirksomhederne ikke skal sige nej til ordrer.

- Selvfølgelig svækker det fagbevægelsen som helhed, når Claus Jensen sidder ved bordet og modparten ved, at han er klar til at indgå kompromis om arbejdskraft fra tredjeverdenslandene - samtidig med, at Lizette Risgaard sidder ved siden af og kæmper imod, siger Gitte Redder.

Claus Jensen ville ikke komme med udmeldingen i Jyllands-Posten og på DI's topmøde, hvis ikke han vidste, at en aftale var tæt på, vurderer den faglige kommentator.

- Jeg forestiller mig, at man kommer i mål med trepartsaftalen i næste uge. Det kunne være med en udvidet positivliste og lettere sagsbehandling, men ikke en lavere beløbsgrænse, siger Gitte Redder.

'Fagbevægelsen Uden Filter' udkommer hver torsdag morgen og kan høres hos Itunes eller Spotify.