- Der er mange, der tror, at de ledige bare kan vende tilbage til deres gamle job, når vi er ovre coronakrisen, men det er desværre en illusion, for mange af de job, som er der i dag, vil være forsvundet, siger Lizette Risgaard, som er formand for FH. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fagbevægelsen: Udvis corona-solidaritet med de ledige

1. maj 2020, 08:24
Beskæftigelsesministeren 'vil ikke afvise', at dagpenge bliver en del af forhandlingerne om genopretning på et senere tidspunkt.

117.000 danskere er arbejdsløse ifølge de nyeste tal fra Beskæftigelsesministeriet. Corona har fået tallet til at vokse dramatisk - med 50.000 på få uger.

På arbejdernes internationale kampdag 1. maj lyder svaret fra landets største lønmodtagerorganisation, FH: Opkvalificering.

Det skriver DR Nyheder med henvisning til et nyt udspil fra fagbevægelsen.

LÆS OGSÅ: 1. maj: Fagbevægelsen skal udnytte, at coronakrisen skaber momentum for ny politik

- Der er mange, der tror, at de ledige bare kan vende tilbage til deres gamle job, når vi er ovre coronakrisen, men det er desværre en illusion, for mange af de job, som er der i dag, vil være forsvundet, siger Lizette Risgaard, som er formand for FH.

- Derfor er det bydende nødvendigt, at ledige får hurtig adgang til at uddanne og opkvalificere sig, så de også hurtigt kan komme ind i nye job, siger hun.

Hun opfordrer 'indtrængende' regeringen til at droppe bureukratiske barrierer, der skaber ventetid for ledige, som gerne vil have et AMU-kursus eller komme i voksenlære.

Konkret spiller FH ud med 39 tiltag, der til en pris på én milliard kan hjælpe fyrede danskere videre på arbejdsmarkedet.

Inden coronakrisen var dagpengesatsen og det faktum, at den ikke er fulgt med lønudviklingen og dermed i praksis har mistet værdi et varmt politisk emne. Da coronakrisen havde gjort sit indtog opfordrede fagbevægelsen på den baggrund til at hæve dagpengesatsen midlertidigt.

Begge ting blev afvist af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Lizette Risgaard, hvordan kan det være, at I med et talerør, som det I har 1. maj, ikke kommer med en indtrængende opfordring til regeringen om at hæve dagpengene, men taler om opkvalificering?

- Det gør vi bestemt også. Det er skrevet til dem, og det er sagt til dem. Flere gange.

- For mig handler det om, at man i regeringen indser, at lige så svært det kan være for virksomheder, som mærker, at indtægterne falder med 50 procent under corona-krisen, er det også svært for dem, der bliver arbejdsløse, når de kun for det, der svarer til halvdelen af deres løn udbetalt, siger Lizette Risgaard.

Skal jeg forstå det sådan, at du føler, at I taler for døve ører i regeringen?

- Jeg vil sige det sådan, at jeg tror, at ørerne hører det. De har også hørt det sagt med en skarp tunge. Men jeg har ikke set tegn på, at det kommer til at ske.

Og det er 'ikke godt nok' fra regeringens side, mener FH-formanden.

- Det handler om solidaritet. Når vi alle via vores skat betaler ind til diverse hjælpepakker - det gælder også de arbejdsløse, vil det kun være rimeligt, at der kommer en hjælpepakke til dem, siger Lizette Risgaard.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard mener, at regeringen har rakt en hjælpende hånd ud til de ledige ved at forlænge dagpengeperioden under coronakrisen og sætte diverse aktivitetskrav på pause.

- Vi hverken afviser eller udelukker, at vi vil gøre mere.

Hvad betyder det?

- Lige nu handler alting om at holde mest mulig økonomisk aktivitet i gang, og det er klart, at som vi får et bedre overblik over, hvordan den her økonomiske krise sætter sig - måske i langtidsledighed, vil der komme en diskussion om, hvad man gør for dem, der er ledige.

Peter Hummelgaard glæder sig i det hele taget over, det 'fintmaskede sikkerhedsnet', som dagpengesystemet ifølge ham udgør - og som viser sit værd netop nu.

- Men selvfølgelig er der også en diskussion om, om dagpengene har den værdi, der svarer til de udgifter, man måtte have i det 21. århundrede.

Forhandlinger om udhulningen af dagpengene har været planlagt til efteråret, selvom både regeringens støttepartier og Dansk Folkeparti allerede i januar var klar til at gå til forhandlingsbordet.

- Den diskussion var aktuel før, og den er aktuel nu, men det er for tidligt at konkludere på den, før vi er ud over brandslukningsfasen og i gang med en genopretningsfase, siger Peter Hummelgaard og slutter.

- Men jeg garanterer ikke noget.