Få arbejdsløse i EU vil til Danmark for at arbejde

20181129-093438-L-1920x1491we
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
30. nov. 2021 06.55
"Ufatteligt få" ledige i EU vil til Danmark for at arbejde, viser analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Kun omkring 5.000 EU-borgere vil kunne lokkes til Danmark for at arbejde. 

Det skønner en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), skriver Politiken.

Lige nu er der massiv mangel på hænder på det danske arbejdsmarked, og det er ifølge DA-direktør Jacob Holbraad "den absolut største udfordring" lige nu.

LÆS OGSÅ: Ledigheden er lav - men hvor lav kan den blive?

- I den danske debat bliver vi hele tiden mødt af, at der er 15 millioner ledige i EU, man bare kan plukke af for at fylde op på det danske arbejdsmarked. Men når man ser på, hvor mange der er indstillet på at flytte til Danmark for at arbejde, er det ufatteligt få. Så vi kommer ikke uden om, at det skal gøres nemmere for virksomhederne at hente arbejdskraft uden for EU, siger han til Politiken.

DA vil blandt andet have sænket den såkaldte beløbsgrænse, der afgør hvor meget udlændinge fra lande uden for EU skal tjene for at få adgang til det danske arbejdsmarked.

Det afviser Socialdemokratiet, som frygter lønpres udefra. 

- Vores bekymring ligger i, hvad der kommer til at ske med arbejdsmarkedet, hvis du vil ud at hente lavtuddannede folk i lande, som har nogle helt andre lønninger og arbejdsvilkår end de danske, siger socialdemokraternes EU-og arbejdsmarkedsordfører, Henrik Møller, til Politiken.