Debatten om arbejdsløse akademikere kører i disse tider, og Eva Stampe Petersson er en af dem. Men hun har taget et aktivt valg om at være det. Foto: Sofie Amalie Klougart

26-årige Eva var elitestuderende: Nu har hun valgt dagpengene

11. dec 2019, 10:46
Dagpenge lokkede mere end ph.d.-stillingen, da Eva Stampe Petersson i sommer blev færdig med sin kandidatgrad i molekylær biomedicin fra Københavns Universitet. Den beslutning står hun ved, for hun har brug for at finde ud af, hvad hun ønsker at arbejde med.

Det kan være svært at vælge, når verden ligger for dine fødder. For hvis alle muligheder er åbne, hvordan ved man så, hvor man skal være?

Det grubler 26-årige Eva Stampe Petersson over.

Det har hun gjort, siden hun slog sine folder på Odsherred Gymnasium i den lille vestsjællandske provinsby Asnæs, hvor hun i 2013 sprængte karaktergennemsnittet på skolen med 12,5 og fik stukket en adgangsbillet i hånden til alle landets uddannelser.

I efteråret i år kunne hun så kalde sig cand.scient. i molekylær biomedicin fra Københavns Universitet med et karaktergennemsnit over de flestes. I dag er hun på dagpenge.

I de seneste uger har der været stort fokus på arbejdsløse akademikere, som ikke ønsker at arbejde ved kassen i Netto eller i andre lavtlønsjob.

På den måde skriver Eva Stampe Petersson sig ind i statistikken som endnu en arbejdsløs nyuddannet akademiker uden job.

Forskellen på hende og de fleste andre er, at hun har taget et aktivt valg om at være det.  

Hun har tilladt sig selv at være på dimittendsats, indtil hun er sikker på, hvor hun gerne vil arbejde. Og hvad endnu vigtigere er; hvad hun gerne vil arbejde med. Så hun fortsætter med at gruble lidt endnu. Hvor længe ved hun ikke.

Med tvivlen som ledsager

Tvivlen og de høje karakterer har fulgt Eva Stampe Petersson lige så længe, som hendes videbegær har karakteriseret hendes liv og person.

Da hun begynder i gymnasiet i 2010, er det med den tilgang, at der ikke er noget fag, der er federe end noget andet.

En biologilærer får hende til at skifte fra samfundsfag A-niveau til biologi A-niveau, og derfra tager det fart. Glæden ved naturvidenskab vækkes, men lysten til at blive klogere på andre fag bliver ikke mindre.

Hun jagter ikke høje karakterer, men rent fagligt danser hun på roser. Der står '10' i den bordeauxfarvede studenterhue - et af de få '10-taller', som Eva Stampe Petersson får i gymnasietiden.

Sammen med én anden studerende fra sin årgang sprænger hun karaktergennemsnittet på årgangen med et gennemsnit på 12,5.

- Der overvejede jeg, om jeg skulle læse antropologi, historie eller noget med biologi, men jeg var i tvivl, siger Eva Stampe Petersson.

Foto: Sofie Amalie Klougart

Det obligatoriske sabbatår går med rejser i Asien og New Zealand, men Eva Stampe Petersson bliver ikke klogere på de store eksistentielle spørgsmål som ’hvad vil jeg med mit liv’, mens hun arbejder som tjener på Rørvig Kro, solbader på Koh Chang i Thailand eller trekker på Sydøen i New Zealand.

- På et tidspunkt bliver jeg virkelig træt af, at alle spørger, hvad jeg skal, uden at jeg har et svar. Og en dag siger jeg bare 'molekylær biomedicin'. At jeg sagde lige netop det, har nok noget at gøre med, at det var et studie, der havde fået en del opmærksomhed dengang, siger hun.

Med tiden får hun sagt 'molekylær biomedicin' så mange gange for at lukke munden på omverdenen, at hun selv begynder at tro på, at det er dét, hun skal læse på universitetet. Studiet lander øverst på hendes prioriteringsliste, da hun skal søge uddannelsesplads.

- Jeg tænkte, at jeg ville synes, at det var interessant, lige meget hvor jeg endte henne. Jeg tænkte slet ikke på, hvilket arbejde jeg ville få efter uddannelsen, eller hvilket lønniveau jeg ville lande på. Jeg fulgte bare min mavefornemmelse, siger hun.

Tredje år blev et vendepunkt

’Tillykke du er kommet ind – du skal læse molekylær biomedicin’, lyder den første linje, da Eva Stampe Petersson åbner optagelsesbrevet fra Københavns Universitet i 2014. Men dansen på roser fortsætter ikke på universitetet.

- Midt i bacheloren kom jeg rigtig meget i tvivl, om det var det her, jeg ville. Alle andre ville på udveksling i udlandet, og det havde jeg overhovedet ikke lyst til, siger hun.

Tvivlen bider sig for alvor fast, og efter to år tager hun kontakt til studievejledningen for at høre, hvilke muligheder hun har.

- Jeg forvirrede mig selv og troede, at jeg måske ville læse medicin, fordi det var det, som andre fra studiet skiftede til, hvis de skiftede. Jeg tvivlede rigtig meget på mine egne evner i forhold til, om jeg var god nok til at læse det, jeg nu engang læste.

Men da hun rammer år tre på studiet, vender det, og Eva Stampe Petersson begynder igen at få topkarakterer i alle fag. Selvsikkerheden vender tilbage, og laboratoriefagene, som kendertegner molekylær biomedicin, bliver vendepunktet.

Det kører igen for Eva Stampe Petersson, og hun knokler sig igennem de sidste 9 måneder af studiet med et månedligt stipendium på 7.000 kroner fra Novo Nordisk, som medicinalvirksomheden uddeler til de dygtigste studerende. I sommeren 2019 bliver hun tilbudt en stilling som forskningsassistent på Københavns Universitet.

Ikke mere at give af

Men på det tidspunkt er Eva Stampe Petersson ved at knække nakken, og hun drømmer ikke om det, de andre studerende drømmer om: Graduate-programmet i en industrivirksomhed eller tilbuddet om at skrive en ph.d.-afhandling.

- Jeg kan ikke finde ud af forskellen på at være på arbejde og holde fri. Det var det eneste, jeg lavede i flere måneder. Min sommerferie gik med det. Jeg var der hele tiden mentalt, fortæller hun.

Omkring det tidspunkt begynder Eva Stampe Petersson at drømme om dagpenge. Enkelte dage holder hun helt fri fra specialeskrivningen for at bade i Nordhavn med sine venner for at få lidt ro, men det eneste sted, hun finder ro, er på kontoret.

Hun husker følelsen af, at hun ikke havde mere at give af.

Foto: Sofie Amalie Klougart

Da hun har afleveret sit speciale, sover hun en uge væk med nedrullede gardiner i den varmeste sensommeruge i 2019. For første gang i sit liv beslutter hun sig for ikke at gå den slagne vej og takker nej til at lave den ph.d.-afhandling, som alle forventer, hun vil lave.

- Jeg svarede, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville lave, og at jeg måske bare ville arbejde i Netto. Dér kunne jeg godt mærke, at det strittede på folk.

Nogle folk har direkte sagt til Eva Stampe Petersson, at hun bør finde et job og begynde at betale tilbage til samfundet, efter at hun har modtaget SU i fem år.

Hun kan godt forstå folks bevæggrunde, når de siger det. Og dog.

- Jeg ved jo, at jeg kommer til at bruge min uddannelse på den ene eller den anden måde. Det er jo ikke fordi, at jeg ikke tager noget af det med, jeg har lært på uddannelsen, siger hun.

Eva Stampe Petersson har spillet volleyball under studietiden, og selvom molekylær biologien måske ikke bliver hendes livsbane, mener hun, at hun kan tage overblikket fra volleybanen med sig ind i for eksempel et administrativt arbejde, som hun i dag forestiller sig, at hun skal ud og arbejde med.

Har bidraget til 'fælleskassen'

I øvrigt mener Eva Stampe Petersson, at hun på sin vis allerede har bidraget til 'fælleskassen' med sin forskning. I sin studietid har hun forsket i et bestemt protein, som er en transkriptionsfaktor, der er med til at bestemme hvilke andre gener, der kommer til udtryk.

Hun forskede specifikt i dannelsen af beta-celler, som er de celler, der laver insulin, og hun undersøgte, hvor protein er bundet på bestemte tidspunkter i dannelsen af disse celler, og hvilken betydning det kan have for dannelsen af beta-celler. I den nærmeste fremtid bliver hun medforfatter på en artikel, som udgives i et naturvidenskabeligt tidsskrift.

Det er stort, da det ikke er hvem som helst, der får sine forskningsresultater kogt ned i artikelformat og publiceret i et anerkendt tidsskrift.

- Det er ikke fordi, jeg har fundet kuren mod diabetes, men det er noget, som andre forskere kan bruge på vejen dertil, forklarer hun om sin forskning.

Jeg kan godt forstå, at man tænker, at hvis man har en arbejdsduelig person, så skal den person have et arbejde. Men det er ikke nok til, at jeg bliver påvirket af det. For jeg ved jo godt, at jeg ikke kommer til at være arbejdsløs i to år
Eva Stampe Petersson, nyuddannet arbejdsløs akademiker  

Eva Stampe Petersson synes stadig molekylær biomedicin er spændende.

- Det handler bare om, at jeg føler, at jeg har mange andre kompetencer, som jeg ikke har brugt, og det frustrerer mig.

Kan du forstå, hvis nogen synes, du er meget forkælet, når du tager en uddannelse, du ikke ønsker at bruge?

- Sagtens. For et år siden tænkte jeg meget på det, da folk begyndte at spørge, hvad jeg skulle, og det er helt naturligt, siger hun.

Kan du forstå, hvis nogen mener, at du bare bør tage et tilfældigt job nu i stedet for at være på dagpenge?

- Ja, jeg kan godt forstå, at man tænker, at hvis man har en arbejdsduelig person, så skal den person have et arbejde. Men det er ikke nok til, at jeg bliver påvirket af det. For jeg ved jo godt, at jeg ikke kommer til at være arbejdsløs i to år.

Eva Stampe Petersson mener desuden ikke, at det er så lige til at finde 'et hvilket som helst' arbejde.

- Folk taler om, at man er overkvalificeret, og jeg kan også godt forstå, hvis en arbejdsgiver ikke er interesseret i at lære en person op, som måske er der i tre måneder, og så er man videre, fordi det kun er et stop på vejen, inden man lander sin drømmestilling, siger hun.

Og det er jo heller ikke fordi, hun ikke vil have et job, siger hun.

- Det ville jo være nemmere, hvis jeg stod op om morgenen og tænke: 'Jeg skal det her'. Men det har bare ikke været en mulighed i mit eget hoved.

Foto: Sofie Amalie Klougart

Mandag den 9. december begyndte Eva Stampe Petersson i sit første jobsøgningskursus på jobcentret. Det har hun glædet hun sig til.

For nylig så hun en tv-udsendelse om Dansk Flygtningehjælps indsats i Etiopien og en anden udsendelse om udviklingshæmmedes kamp for en så normal hverdag som muligt. For første gang i mange måneder blev noget vakt i hendes indre, fortæller hun. En ny motivation begyndte at røre på sig.

Hun håber, at virksomhedspraktikken, som jobcentret opfordrer til, kan blive i en organisation, der arbejder med menneskelige hensyn, i stedet for et job i den private medicinalindustri, hvor de fleste af hendes tidligere medstuderende fra universitetet i dag slår deres folder.

Én ting er hun dog sikker på. Hun vil ikke arbejde et sted, hvor det betragtes negativt, at hun har været på dagpenge i et par måneder, for den mentalitet stemmer ikke overens med hendes egen.

Tre måneders hul på CV’et er muligvis et problem for en kommende arbejdsgiver, men det bliver aldrig Eva Stampe Peterssons problem.