EU-chef i Dansk Metal: Tyskernes taktik virker både i fodbold og politik

25. aug 2020, 10:00
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

”BAYERN ER KONGERNE AF EUROPA”. Sådan lød mandagens overskrift i den tyske avis, Bild, efter at fodboldholdet, F.C. Bayern München, med en finalesejr på 1-0 over Paris hentede Champions League-pokalen med de store ører hjem til Tyskland for første gang siden 2013.

LÆS OGSÅ: Trods advarsel fra A-kasser: Minister vil ikke forlænge dagpengeperiode

Ganske symptomatisk kommer den tyske triumf netop i kølvandet på, at Tyskland selv har overtaget EU-formandskabet denne sommer. Så populært sagt sidder tyskerne lige nu på det politiske lederskab i Europa, mens Bayern München sidder på det fodboldmæssige lederskab med verdensstjerner i truppen som den kattesmidige målmand, Manuel Neuer, den polske skarpretter, Robert Lewandowski, og den uortodokse og utrættelige ”Raumdeuter”, Thomas Müller. På flere fronter er der faktisk sammenfald mellem dette succesfulde Bayern München-mandskab og tyskernes politiske rolle i Europa.

Derfor bør den suverænt vigtigste danske sag under det tyske formandskab være at bekæmpe et direktiv eller en rådshenstilling om mindsteløn med næb og kløer
Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal

For ligesom Europas fineste fodboldturnering er blevet afviklet i skyggen af corona med tilskuerrestriktioner, afbrudte fodboldsæsoner og med store, økonomiske udfordringer for hele fodboldindustrien, så har Tyskland på godt og ondt sat sig i spidsen for den politiske genopretning af Europa. Kigger man på tyskernes samlede program for deres EU-formandskab, skal man blot kaste et blik på overskriften: ”Sammen om Europas genopretning”.

Hvad betyder dette? Jo, mens Europas genopretning efter den finansielle krise i høj grad rimede på sparekurs og ”austerity”, er tyskernes plan denne gang flerstrenget med ambitiøse løfter på klima, på teknologi og på social genopretning af Europa.

LÆS OGSÅ: Når hjælpepakkerne løber ud: Statslig andelsgaranti kan redde virksomheder

NÅR DET GÆLDER KLIMA OG TEKNOLOGI er der god grund til, at Danmark gør sig til en aktiv, spilbar medspiller for de tyske målsætninger. Europa står lige nu i en situation, hvor Kina og USA har sat turbo på teknologi og forskning. De store techgiganter er på ikke-europæiske hænder. De private investeringer i kunstig intelligens er også op til 10 gange højere på den anden side af Atlanten end i Europa. Hele Europas industrielle rygrad er dybt afhængig af en digital og grøn omstilling. Selvom vi i Danmark er godt med her, så har vi gavn af at få resten af Europa med ombord også. Det, at vi kan sende danske varer over grænsen til det indre marked, giver i sig selv et løft i vores bruttonationalprodukt på svimlende 100 milliarder kroner årligt.

Så vi bør bakke massivt op om den grønne og digitale transformation af Europa, som også bidrager til den helt nødvendige grønne omstilling af kontinentet. Der er danske arbejdspladser på spil.

Politisk er der god grund til at bruge lidt ekstra tid fra dansk side i taktiklokalet, så Europas genopretning bliver grøn og digital – uden at den danske model på arbejdsmarkedet får en uretfærdig tackling
Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal

Når det gælder den sociale genopretning, er der nogle helt berettigede ønsker i Sydeuropa om sociale fremskridt. Imidlertid skal vi med danske briller passe godt på netop her. De aktuelle EU-planer om at indføre EU-lovgivning om (mindste)lønninger risikerer at flytte magten over løndannelsen væk fra fagforeninger og arbejdsgivere i Danmark og op til EU-niveauet i ly af krisen.

LÆS OGSÅ: EU lytter til dansk uro over løn: Fagbevægelsen er ikke tryg

Desværre uanset om Europa-Kommissionen spiller ud med en såkaldt rådshenstilling eller et direktiv. Derfor bør den suverænt vigtigste danske sag under det tyske formandskab være at bekæmpe et direktiv eller en rådshenstilling om mindsteløn med næb og kløer.

Når EU-politikerne i disse dage vender tilbage fra sommerferien, bliver det til et Europa, hvor Tyskland lige nu sidder på både det fodboldmæssige og politiske lederskab af kontinentet. Fodboldmæssigt ser vi næppe et dansk klubhold tage kampen op med tyskerne dette efterår. Men politisk er der god grund til at bruge lidt ekstra tid fra dansk side i taktiklokalet, så Europas genopretning bliver grøn og digital – uden at den danske model på arbejdsmarkedet får en uretfærdig tackling.