EU-chef i Dansk Metal: Kære hollændere, er I købmænd eller protektionister?

6. jun, 08:00
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

TIRSDAG VAR EN ÆRGERLIG DAG for medarbejdere og virksomheder i både Holland, Danmark og Europa. Det hollandske parlament vedtog nemlig en såkaldt resolution, som kræver, at den hollandske regering stemmer imod den ellers færdige handelsaftale mellem EU og en række lande i Sydamerika. Det risikerer at vælte hele aftalen, som ellers har taget 20 år at forhandle.

LÆS OGSÅ: EU lytter til dansk uro over løn: Fagbevægelsen er ikke tryg

Holland er ikke bare en stolt, historisk købmandsnation og søfartsnation. Holland er i dag verdens ottendestørste eksportnation og Europas næststørste efter Tyskland. Hvordan kan det gå så galt, at et land, der ellers er massivt afhængig af at sende gode produkter ud i verden, pludselig leger protektionister for fuld udblæsning?

I en coronatid, hvor arbejdspladserne fosser ud af Europa, har vi ikke råd til at smide flere gode arbejdspladser på møddingen af symbolpolitiske årsager
Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal

I Holland har der samlet sig en bred koalition uden om regeringen, som har meldt sig skeptiske over for handel. Det spænder lige fra de yderste socialister på venstrefløjen til Gert Wilders og hans højreorienterede Frihedsparti.

Argumenterne er forskellige. På den yderste venstrefløj er man principielt modstandere af internationale handelsaftaler. Nogen tror, at handel skader miljø og klima, hvilket i dette tilfælde er misforstået. På den yderste højrefløj er det hensynet til bønderne, som vejer tungt. Her ofrer man altså gladelig alle de andre virksomheder i Holland og deres medarbejdere i industrien, som med aftalen stod til at spare dobbelt så meget told som handelsaftalerne med Japan og Canada til sammen!

SKADER AFTALEN SÅ klima og miljø, som nogle af de yderliggående hollandske protektionister påstår? Ikke ligefrem. Aftalen forpligter nemlig landene i Sydamerika og EU på Parisaftalen og andre konventioner, som beskytter truede planter og dyr. Samtidig kan aftalen sende flere, gode europæiske løsninger til Sydamerika – herunder også danske vindmøller, pumper og termostater.

LÆS OGSÅ: EU-chef i Dansk Metal: Efter corona er opgaven for EU soleklar – det handler om arbejdspladser

Det kan hjælpe på den helt nødvendige grønne omstilling af Sydamerika. Endelig frygter både hollandske bønder og aktivister for sydamerikansk oksekød og sojabønner. Men tolden på sojabønner fra Brasilien er faktisk allerede i dag på 0 procent. Handelsaftalen ændrer altså intet på den front. Og landene i Sydamerika får godt nok mulighed for at eksportere 99.000 tons oksekød til en billigere toldsats til EU. Men alene Brasiliens produktion er i dag på 11 millioner tons.

Så spørgsmålet til hollænderne må være helt klart. Er I stadigvæk købmænd, eller er I blevet protektionister over natten?
Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal

Det er altså under én procent af produktionen alene i Brasilien, som åbenbart skal vælte læsset for de ængstelige hollandske bønder og politikere.

MED DANSKE BRILLER er nyhederne fra Holland meget ærgerlige. Spørger vi tillidsrepræsentanterne i Dansk Metal, er det kun 1 ud af 50 som mener, at handelsaftaler skader netop deres arbejdsplads. Her kender man godt til værdien af at sende vindmøller, medicin og maskiner ud i verden. Ligesom danske politikere over en bred kam heldigvis har været positive over for handelsaftalen – som både sikrer arbejdspladser og leverer på miljø og klima.

LÆS OGSÅ: Professor om corona-arbejdsløshed: 'Jeg er meget optimistisk'

Så der venter en stor opgave for udenrigsminister, Jeppe Kofod, og de danske medlemmer af Europa-Parlamentet i at sætte alle diplomatiske sejl til for at overbevise hollænderne og andre protektionister rundt omkring i Europa. I en coronatid, hvor arbejdspladserne fosser ud af Europa, har vi ikke råd til at smide flere gode arbejdspladser på møddingen af symbolpolitiske årsager.

Så spørgsmålet til hollænderne må være helt klart. Er I stadigvæk købmænd, eller er I blevet protektionister over natten? Hvis I er blevet protektionister, så skylder I med åbne øjne at sige til tusindvis af hollændere, at I er ligeglade med deres arbejdsplads og gerne ofrer alle dem for symbolpolitik.