EU-chef i Dansk Metal: Efter corona er opgaven for EU soleklar – det handler om arbejdspladser

28. mar 2020, 10:15

DE FLESTE FODBOLDINTERESSEREDE har nok bemærket, at bolden ikke længere ruller i Superligaen, Premier League og i Bundesligaen. Den rød-hvide klaphat må også blive i sportstasken til sommer, hvor EM i fodbold ligeledes bliver udskudt.

De fleste fodboldtilhængere kan heldigvis ånde lettet op. For på den anden side af denne coronakrise ved vi, at bolden kommer til at rulle igen, og at alle vi fodboldgale europæere snart kan finde sæsonkort og klubtrøjer frem. Alt bliver som før. Selv hvis der skulle gå lidt tid, før ligaerne starter op, lever de fleste nok også fint med det. Det er jo bare fodbold.

Men hvad med alle de millioner af industriarbejdspladser, vi har i Europa, som lige nu er lukket ned. Kommer de også lige så nemt tilbage, når vi åbner for samfundene efter corona?

LÆS OGSÅ: HK'ere ryger hurtigere end forventet af coronakrisen: Nu undersøges fyringer

Der er redningsaktioner i gang på hospitaler og i sundhedsvæsenet. Der er ligeledes redningsaktioner i gang i de politiske korridorer for at fastholde arbejdspladser på kontinentet. Hjælpepakker, redningskranse og statsgaranterede lån bliver kastet ud over Europa i håbet om at fastholde arbejdspladser på kontinentet.

Der bør være tre overskrifter for de kommende års EU-politiske indsats: arbejdspladser, arbejdspladser, arbejdspladser!
Johan Moesgaard, EU-chef, Dansk Metal

Det er desværre ingen naturlov, at vi kan fastholde de mange millioner industriarbejdspladser, som udgør Europas rygrad. Uden handling ser det meget sort ud for millioner af lønmodtagere. Derfor er opgaven for EU-politikerne de kommende år soleklar. Der bør være tre overskrifter for de kommende års EU-politiske indsats: arbejdspladser, arbejdspladser, arbejdspladser!

LÆS OGSÅ: Ny EU-boss med kontroversiel plan: Danske politikere advarer mod mindsteløn

LAD OS TAGE ET KIG på vores konkurrenter ude i verden. De ved nemlig godt, at der er en brændende platform for at sikre arbejdspladser. Kina blev ramt af corona-epidemien før alle andre. USA registrerede denne uge de værste arbejdsløshedstal på ugebasis nogensinde. Begge lande har gennem de senere år brugt flere penge på teknologisk forskning end Europa.

En tredjedel af verdens robotter står på kinesiske fabrikker. Og når vi ser på de store teknologigiganter, så skyder de hurtigere op i Slicon Valley og Shanghai, end de gør i Europa. Hvad betyder dette? Jo, hvis ikke vi også sætter arbejdspladser først i Europa, så kommer coronakrisen til at sætte sig dybe spor de næste mange år.

Lad os skrotte symbolpolitik som en lovbestemt EU-mindsteløn
Johan Moesgaard, EU-chef, Dansk Metal

Når det gælder arbejdspladser, kender vi faktisk kun for alvor til ét EU-forslag, som er på vej. Europa-Kommissionen barsler på nuværende tidspunkt med at forslag om et initiativ om lovbestemt EU-mindsteløn.

Intentionen er sympatisk nok, for man ønsker at hæve bunden i Europa. Men som samtlige eksperter på området her til lands har peget på, så risikerer initiativet at sænke lønnen for de mange i stedet for at hæve lønnen for de få – ligesom initiativet risikerer at gøre uoprettelig skade på den danske model.

DET ER DEN FORKERTE medicin. Hvis Europa på den anden side af coronakrisen skal sikre nye og gode arbejdspladser i industrien, er det en anden medicin, der skal til. Sæt flere penge af til teknologisk forskning, sæt en klar ambition om at kunne matche antallet af robotter, der står på fabrikkerne i Kina, og lad det kommende EU-budget afspejle, at EU’s største opgave i den kommende budgetperiode er at holde hånden under arbejdspladser.

LÆS OGSÅ: EU-chef i Dansk Metal: Lov om mindsteløn vil være at skyde os selv i foden

Derfor skal der lyde en klar opfordring til beslutningstagerne i Bruxelles. Lad os skrotte symbolpolitik som en lovbestemt EU-mindsteløn. Og lad os i stedet søsætte ambitiøse initiativer, som kan sikre nye arbejdspladser i Europa på den anden side af krisen.

Så kan vi håbe på, at ikke bare fodbolden kommer til at rulle igen – men også at maskinerne ude i Produktionsdanmark får gang i hjulene igen.