Johan_Moesgaard_Dansk_Metal_1650_px

EU-chef i Dansk Metal: Nu står kampen om den nordiske model

3. maj 2021, 13:17
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

DEN 22. JUNI 2004 lød et øredøvende jubelbrøl mod nattehimlen i Porto i det nordlige Portugal. Danmark og Sverige havde netop spillet 2-2 ved EM-slutrunden i fodbold, og det uafgjort resultat sendte begge hold videre til EM-kvartfinalen på bekostning af verdensstjernerne fra Italien, som nærmest med anklager om aftalt spil måtte vende slukørede hjem til støvlelandet. Om mindre end en uge vender Danmark og Sverige så igen snuden mod Porto. Denne gang med en noget anden og mere politisk mission. Her mødes EU-landene nemlig til EU’s sociale topmøde. Her er opgaven faktisk endnu mere vigtig end i 2004. EU skal nemlig levere på den sociale dagsorden – men på en måde, som ikke udfordrer vores nordiske arbejdsmarkedsmodel. Og faktisk er der meget på spil. Ikke mindst for alle os, der går op i den danske model.

LÆS OGSÅ: Krifa er for europæisk mindsteløn trods eksperters advarsler

For at forstå, hvad der er på spil, må vi skrue tiden tilbage til 2017. Her vedtog EU-landene den såkaldt sociale søjle. Søjlen opstiller nogle principper, som EU-landene skal efterleve. Alle har ret til en ordentlig løn og til uddannelse, ligesom der skal sikres ligestilling mellem kønnene. For Danmark og Sverige var det dengang helt afgørende, at søjlen ikke skulle binde landene til konkret lovgivning. For hos os er det jo ofte arbejdsmarkedets parter – og ikke politikere – der gennem overenskomster sikrer en god udvikling på arbejdsmarkedet, mens politikerne holder fingrene langt væk. Derfor har ugens topmøde i Porto været imødeset med en vis bekymring. Med god grund.

For spørger man stærke europæiske kræfter uden for Norden, er ønskelisten til det sociale topmøde nemlig lang og potentielt sprængfarlig. Her ønsker mange en juridisk bindende søjle – i modsætning til det, medlemslandene aftalte i 2017. Nogle ønsker aktuelt at haste lovgivning igennem, som vil lade EU regulere løn. Kollektive overenskomster skal underlægges EU-regler i modsætning til i dag. Blandt toneangivende stemmer og debattører fra den akademiske verden er der også ønsker om i højere grad at lade EU regulere arbejdsløshedsforsikring – en opgave, der jo ellers i dag er et dansk anliggende gennem vores a-kasser. Og danske medlemmer af Europa-Parlamentet hører i krogene blandt udenlandske kollegaer hede ønsker om ligefrem at hæve ældrepleje og velfærdsspørgsmål til europæisk niveau.

LÆS OGSÅ: Hummelgaard om lovbestemt mindsteløn i EU: 'Vi skal have en juridisk vurdering'

Alt det er jo lovgivning, som de færreste danskere nok ønsker – ja, de fleste vil med god grund ønske sådanne initiativer hen, hvor peberet gror. Heldigvis skal vi heller ikke male fanden på væggen for tidligt. Ret skal være ret. Europa-Kommissionens eget udspil ser nemlig ud til at være væsentligt mindre indgribende og balanceret. Derfor handler topmødet for Danmark og ligesindede lande om at holde fast og være parat til at luge ud i de tidsler, som risikerer at blive bragt til bordet den kommende tid. Der er nemlig mange rigtig fornuftige EU-initiativer på vej, som styrker Europa på den grønne, digitale og økonomiske dagsorden. Ikke mindst til gavn for danske lønmodtagere. Men social- og arbejdsmarkedspolitikken – den ligger altså bedst hos os selv. Sådan skal det gerne blive ved, og derfor er ugens topmøde det måske vigtigste i lang tid med danske briller.

LÆS OGSÅ: FAKTA: Sådan fungerer EU-direktiv om mindsteløn

I 2004 endte det lykkeligt for både Danmark og Sverige på en magisk sommeraften i Porto, hvor to flotte mål af Jon Dahl Tomasson sparkede os i EM-kvartfinalen. Nu er der nok knap så mange, der følger med her i maj 2021 i Porto til det sociale topmøde. Men denne gang er der god grund til at heppe på både Danmark og Sverige, når det gælder kampen for den nordiske model.