15-20 milliarder om året vil det koste, hvis de typiske kvindefag i den offentlige sektor skal have et lønløft, så de er på niveau med mændenes. Det vurderer Bo Sandemann Rasmussen, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet, overfor DR.
LÆS OGSÅ: Flere forbund tilslutter sig opgør med udskældt reform: Det er en dårlig nyhed for sygeplejerskerne
Diskussionen er mere relevant end nogensinde før, da sygeplejerskerne har varslet strejke, hvis de ikke får et lønløft. Men det er usandsynligt, at sygeplejskerne får et lønløft uden at andre kvindefag følger med. Og så bliver den statslige udgift altså dyr. Og på den baggrund vurderer Bo Sandemann Rasmussen, at det bliver meget svært for DSR at få netop lønløfts-kravet igennem.
Han vurderer også, at en så stor statslig udgift vil have konsekvenser for andre områder.
- Hæver man kvindefagenes løn, er der nogle andre ting, som der ikke er råd til. Det kan eksempelvis være, at man ikke kan vedligeholde serviceniveauet i det offentlige. Det er uden tvivl noget, der vil berøre mange borgere, siger Bo Sandemann Rasmussen, til DR.
Årsagen til den varslede strejke er, at sygeplejerskerne stemte nej til deres overenskomst d. 23. marts.