Susanne_Hannibal_Pensioneret_l__rer_redigeret
nullFoto: Privatfoto

Et arbejdsliv som lærer

30. okt 2020, 11:00
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

RAMMERNE OM LÆRERGERNINGEN har altid været i udvikling og forandring. Ikke altid nødvendigvis til det bedre. Især ikke hvis forandringerne udelukkende er besluttet af folk, der kun kender skolen og dens meget facetterede hverdag og udfordringer udefra.

LÆS OGSÅ: Corona aflyser uddannelsesbesøg for tusindvis af elever

Folkeskolen har alt for ofte været i fokus, hvis det fra politisk side kunne være en fordel at skabe forandring for at tiltrække flere vælgere. Alt for ofte har skolen været en arena for diverse politikeres personlige ambitioner om at skærpe vælgernes opmærksomhed. Desværre har det i langt de fleste tilfælde ikke været med deltagelse af de mennesker, der rent faktisk arbejdede i skolen og derfor ville være de oplagte deltagere i forberedelserne, når formålet var at skabe forbedringer for såvel elever som ansatte i skolen.

Jeg blev klasselærer for den sidste årgang, der blev delt i 1. real og 8. klasse. Jeg fik 8. klasse. En samling unge, der følte sig valgt fra. De følte sig uduelige, dumme, forkerte
Susanne Hannibal, pensioneret lærer

Når der skal tænkes og skabes forandring i Folkeskolen skal lærerne være rigeligt repræsenteret. De er jo eksperterne i denne sammenhæng. Derfor skal de høres og deres mening skal have vægt, når der skal tages beslutninger om fremtidige tiltag.

SOM NYUDDANNET LÆRER i 1975 fik jeg job på en ny skole med velvilje fra ledelsens side til at udvikle samarbejdet mellem lærerne. Der var lærermøder, hvor vi talte sammen, lyttede og handlede på det, vi blev enige om. Det var spændende lærermøder, hvor der var afsat tid til dialog mellem lærerne og mellem lærer og ledelse. Dialog fremfor envejskommunikation, som vi ser det i dag, hvor ledelsen oftest har lavet en power point med alt for mange punkter. Disse punkter bliver læst op og hastet igennem uden tid til indspark fra lærerkollegiet. Hvis en enkelt vover at komme med en kommentar er svaret oftest, at det er der ikke tid til at diskutere. Resultatet er mangel på engagement og en følelse af spild af tid. Det er ikke gavnligt for et godt og vedkommende arbejdsmiljø.

LÆS OGSÅ: Emil underviser i et tomt klasselokale: 'Der kan gå fuldstændig bananas i den'

Jeg blev klasselærer for den sidste årgang, der blev delt i 1. real og 8. klasse. Jeg fik 8. klasse. En samling unge, der følte sig valgt fra.

De følte sig uduelige, dumme, forkerte. At gå i skole var forbundet med nederlagsfølelse. Heldigvis havde jeg ledelsens velvilje til at gå alternativt til værks. Uden at have nogen som helst erfaring kastede jeg mig over det, vi i dag kalder mindfulness og yoga. Det virkede og vi fik tre sjove og lærerige år sammen.

Der skal være plads og frihed for den enkelte lærer eller lærergruppe til at sætte ind med alternative metoder, når det fremmer indlæring og motivation hos den enkelte elev eller i en hel klasse. Læreruddannelsen bør rumme langt mere indhold, der giver den enkelte lærer viden, styrke og mod til være langt mere facetteret i sit metodevalg.

Det var også en tid, hvor der blev talt meget fra politisk side om heldagsskolen og inklusion. Der skulle ske noget. Det var en klar målsætning fra Christiansborg. Inklusion blev indført, men det blev hurtigt indset, at det ikke nødvendigvis gavnede de elever, der ikke formåede at være i de almindelige klasser. Det var ikke elever med adfærdsproblemer, men elever med fx Downs syndrom eller spastisk lammelse (cerebral parese) som det hed dengang.

LÆS OGSÅ: Folkeskolelæreren Flemming stortrives under coronakrisen: Har forvandlet sin kælder til filmstudie

Det lykkedes så at indføre heldagsskolen med den seneste skolereform. Inklusion og understøttende undervisning. Ingen lektier og masser af hjælp i lektiecafeen var tanken. Desværre er gode ideer og de bedste intentioner ikke nok, hvis man gerne vil nå de mål, man sætter sig. Skolen blev med den seneste reform dermed kastet ud i så voldsomme forandringer, som der på ingen måde var taget højde for.

Yderst sjældent var der behov for ekstra samtaler med forældrene. De stolede på, at vi lærere passede vores arbejde uden deres indblanding
Susanne Hannibal, pensioneret lærer

I MODSÆTNING TIL I DAG, hvor en stor del af en lærers arbejdstid går med at udarbejde mål og delmål samt at dokumentere et opnået resultat for den enkelte elev, var 70’erne en tid, hvor man som lærer havde fokus på at undervise. Det var den primære opgave. Undervisningsmaterialet var bøger, der fortrinsvis fandtes på skolebiblioteket eller på Amtscentralen for undervisningsmidler. Der var ikke det væld af muligheder, som vi har i dag, hvor nettet er fyldt med alle mulige spændende og aktuelle undervisningsmaterialer. Det gjorde det mere overskueligt og langt mindre tidskrævende at lave en årsplan og planlægge den daglige undervisning.

Det blev heller ikke forventet, at vi var i kontakt med forældrene i tide og utide. Der var de fastlagte møder og samtaler. Yderst sjældent var der behov for ekstra samtaler med forældrene. De stolede på, at vi lærere passede vores arbejde uden deres indblanding.

Din mening

På A4 Arbejdsliv vil vi rigtig gerne dele din mening om arbejdslivets udfordringer og idéer til løsninger med vores andre læsere. Så send et debatindlæg til [email protected] - husk gerne et foto.

Vi forberedte vores undervisning alene eller i samarbejde med andre fagkolleger. Vi havde et sundt og berigende arbejdsfællesskab i rammer, vi selv definerede. Normen var 28 undervisningstimer om ugen. Flere havde overtimer, som var lige det, der gjorde, at et lærerægtepar havde råd til at købe hus og måske en bil. Den mulighed er for længst blevet inddraget og ville heller ikke være en mulighed med det store arbejdspres, der påhviler lærerjobbet i dag.

28 undervisningstimer kan i dag lyde voldsomt. Sådan føltes det ikke dengang. Stress var et ukendt begreb. Lærerjobbet i dag er langt mere udfordret af langt flere forskellige slags arbejdsopgaver, manglende fælles opdragelsesmetoder med deraf følgende meget forskellig elevadfærd samt reelt manglende fælles værdigrundlag for folkeskolerne.