20160415-144842-3-1920x1281we__1_
- Vi kan ikke arbejde som pædagoger, hvis vi ikke kan have tæt kontakt og trøste børn. Derfor er det ikke overraskende, at pædagoger bliver ramt, når der kommer smitte i en daginstitution, siger Lars Søgaard Jensen, medlem af BUPL’s forretningsudvalg med ansvar for blandt andet pædagogers arbejdsmiljø. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Et år efter første smittede pædagog: Nu vælter det ind med anmeldelser

17. mar 2021, 11:51
Knap 400 pædagoger har nu anmeldt smitte med covid-19 på jobbet som en arbejdsskade. De mange sager viser, at der er behov for et effektivt testsystem for pædagoger i arbejdstiden, understreger BUPL.

Kort efter vinterferien 2020 blev de første danske pædagoger smittet med covid-19. To måneder senere understregede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at smitte med coronavirus på jobbet kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Mens kun 21 pædagoger i løbet af 2020 henvendte sig til BUPL for at få hjælp til at anmelde coronasmitte til arbejdsskademyndighederne, er det antal næsten tyve-doblet siden nytår. Således har 388 pædagoger nu anmeldt smitte med covid-19 på jobbet som en arbejdsskade. Det skriver Børn & Unge.

LÆS OGSÅ: Heidi vinder historisk sag om mobning på jobbet

BUPL forventer, at antallet af arbejdsskadesager vil fortsætte med at stige i de kommende måneder.

- Heldigvis ser vi, at de generelle smittetal begynder at falde lidt. Men der er stadig eksempler på udbrud og nedlukninger af både skoler og daginstitutioner som følge af blandt andet den nye B1.1.7-mutation, siger Lars Søgaard Jensen, medlem af BUPL’s forretningsudvalg med ansvar for blandt andet pædagogers arbejdsmiljø.

Lars Søgaard Jensen understreger, at det er så godt som umuligt for pædagoger at leve op til Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger om eksempelvis afstand.

- Vi kan ikke arbejde som pædagoger, hvis vi ikke kan have tæt kontakt og trøste børn. Derfor er det ikke overraskende, at pædagoger bliver ramt, når der kommer smitte i en daginstitution. Og netop derfor siger vil til regeringen og kommunerne, at når vi pædagoger løfter svære opgaver med risiko for smitte, så skal der tages hånd om os, siger han og henviser til myndighedernes anbefaling om at blive coronatestet to gange om ugen:

- Det må være et helt grundlæggende krav til regeringen og kommunerne, at pædagogerne har adgang til test i deres arbejdstid to gange om ugen, påpeger Lars Søgaard.

Nye tal fra Statens Serum Institut viser, at over 6600 ansatte i pædagogiske institutioner som daginstitutioner, SFO’er og klubber, har været smittet med coronavirus – en væsentligt større andel end landsgennemsnittet.

Og det er vigtigt, at pædagoger anmelder, hvis de mener, at de er blevet smittet på jobbet, understreger Lars Søgaard Jensen. Han peger blandt andet på risikoen for senfølger:

- Det kan være svært at vide, hvornår senfølgerne kommer, og hvor slemme de er. Får man så langvarige mén, at det ender i en erstatningssag, så står man bedre, hvis man har sørget for at anmelde smitten, siger han.