Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har efter kritik gjort det muligt for elever, der er ved at afslutte erhvervsuddannelser, at vende tilbage til skolebænken. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Efter kritik af minister: Nu kan man godt tage svendeprøver

15. apr, 17:33
Elever, der er ved at afslutte deres erhvervsuddannelse, kan komme i skole, inden de skal til svendeprøve.

Regeringen giver alligevel elever på erhvervsskolerne, der skal op til deres svendeprøve, mulighed for at vende tilbage til skolebænken. Dermed får de samme vilkår med skolegang som gymnasieelever, der er i gang med deres afsluttende år, hvilket der ikke var lagt op til i første omgang.

Det skriver DR onsdag på sin hjemmeside.

- Vi har truffet en beslutning her til eftermiddag om at gøre det muligt for dem, der er på sidste år af deres erhvervsuddannelse, om at vende tilbage til undervisningen.

- Selvfølgelig inden for sundhedsmyndighedernes retningslinjer, siger undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til DR Nyheder.

Hun blev inden beslutningen kritiseret af blandt andre direktøren for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Lars Kunov.

- Det giver dem følelsen af, at de faktisk er mindre værd.

- Vi har haft den ene regering efter den anden, som har opfordret flere unge mennesker til at tage en erhvervsuddannelse. Og så er det alligevel dem, der kommer sidst – igen, sagde han tidligere onsdag til Information.

Lars Kunov erklærer sig over for DR Nyheder tilfreds med beslutningen om at genåbne erhvervsskolerne for de elever, der er ved at afslutte deres uddannelse.

Regeringen meddelte i sidste uge, at der efter skolelukninger på grund af coronakrisen ville blive åbnet for blandt andre de elever, der er i gang med sidste år af deres gymnasiale uddannelse.

De kunne komme tilbage på skolebænken, men det gjaldt i første omgang altså ikke eleverne på erhvervsskolerne, der snart skal til svendeprøve.

I forbindelse med genåbningen af erhvervsskolerne skal skolerne efterleve de samme retningslinjer, der gælder daginstitutioner, skoler og de gymnasiale uddannelser.

/ritzau/