Erhvervspsykolog Christian Addington. Foto: PR

Erhvervspsykolog: Seks tip til dig, der arbejder hjemmefra

17. mar, 13:10
For mange ansatte betyder coronakrisen en helt ny hverdag, hvor arbejdet foregår hjemmefra og uden fysisk samvær med kollegerne. Her er erhvervspsykolog Christian Addingtons gode råd til, hvordan du kan skabe mening i den nye virkelighed.

For at begrænse spredningen af coronavirus rykker mange medarbejdere og ledere nu arbejdspladserne hjem i privaten.

Mange medarbejdere står derfor overfor flere uger uden at kunne ses med kolleger og ledere oplever for første gang at skulle lede hele deres team på distancen.

LÆS OGSÅ: Læge med opsang til ubekymrede danskere: 'Jeres adfærd betyder liv eller død for de svage'

Alle skal de finde sig til rette i en hverdag, hvor vasketøjet altid lurer, og hvor arbejde og fritid let kan glide sammen.

Jeg har derfor talt med it-iværksætter Lars Holdgaard. Han er Chief Technology Officer (CTO) i Likvido, og hele hans team arbejder remote, dvs. hjemmefra, fra omkring seks lande rundt om i verden.

Med hans input har jeg her lavet en guide til, hvordan ledere og medarbejdere ikke bare kan overleve, men måske endda opdage glæden ved at arbejde hjemmefra.

1: Opret et online, virtuelt kontor

- Et kontor er en form for operativsystem. Når du ikke kan mødes fysisk, så skal du have det digitalt, ellers er du virkelig på den, lyder det første råd fra Lars Holdgaard.

Hvis I kun kommunikerer pr. email, kan den enkelte medarbejder hurtigt komme til at føle sig ensom derhjemme. Den joviale omgang med kollegerne og holdånden er svær at fastholde over emails.

Nu hvor jeres fysiske kontorer er lukket ned, kan I derfor med fordel oprette et virtuelt et af slagsen som erstatning.

Der findes mange tjenester, I kan bruge til at skabe jeres virtuelle kontor. Slack og Microsoft Teams er blandt de mest populære.

2: Tjek ind med hinanden hver dag, og sig farvel, når I tjekker ud

Det kan være ensomt at sidder derhjemme uden kontakt til kollegerne. Ved at tjekke ind med hinanden flere gange dagligt kan I både sikre at folk løser de rigtige opgaver og samtidig styrke følelsen af holdånd.

På en tilfældig dag i Likvido har Lars Holdgaard løbende kontakt med hele sit team via Slack.

Hver morgen tjekker medarbejderne ind ved at skrive, hvad de arbejder på den dag. Og om eftermiddagen siger de farvel, når de tjekker ud.

Desuden har Lars Holdgaard hver dag kontakt med samtlige medlemmer af sit team:

- Hver morgen tager jeg en runde, hvor jeg kigger på de samtaletråde, jeg har med de enkelte medlemmer af mit team og lige skriver 'Hej' for at følge op på, hvordan de har det. Det tager et par minutter, forklarer han.

3: Skab plads til hyggesnak online 

Hyggesnak er en vigtig ingrediens i en god arbejdsplads. Den medvirker blandt andet til at skabe tillid mellem medarbejdere.

Når teams pludselig skal arbejde hjemmefra og kun kommunikerer over email, kan den uformelle snak nemt forsvinde.

Igen giver det mening at have et virtuelt kontor, så alle kan følge med i, og evt. deltage, i de uformelle snakke.

LÆS OGSÅ: Dennis Nørmark: Måske du skal overveje i disse dage, hvad du normalt laver på arbejdet?

- Outlook er fint nok. Men det, du fuldstændig mangler er alt det sociale, dvs. dér, hvor du sender en smiley eller har en hurtig uformel snak, ligesom du ville have på kontoret, siger Lars Holdgaard. 

Selvfølgelig skal jokes og kattebilleder ikke tage overhånd, men hvis det lukkede kontor har gjort, at holdånden helt er forsvundet, så gør en indsats for at få en onlinekultur, hvor I snakker om andre ting end arbejde.

4: Rund ugen af sammen

Det kan være ensomt at sidde en hel uge alene derhjemme, og det er begrænset, hvor mange sociale behov man kan dække alene med chat.

Hver fredag eftermiddag kan I derfor med fordel planlægge et uformelt videomøde, hvor I sammen runder ugen af.

- Lad være med at gøre det obligatorisk, så kommer folk ikke, tilføjer Lars Holdgaard.

Ideen er, at medarbejderne skal have et rum, hvor de frit kan runde ugen af. Derfor: Drop agendaen og mødeledelse og lad magien udspille sig.

5: Beslut, hvornår du arbejder, og hvornår du har fri

Når du ikke har en arbejdsplads med fast arbejdstid, så bliver det endnu vigtigere, at du selv skarpt sætter rammer omkring din arbejdstid.

Dermed ikke sagt, at du slavisk skal følge den klassiske 8-16 arbejdsdag. Charmen ved at arbejde remote er netop fleksibiliteten.

Det er imidlertid vigtigt stadig at bevare en klar adskillelse mellem arbejde og fritid. Når du har arbejdstid, så glem alt om dine huslige pligter og lad for alt i verden være med at tænde for TV'et:

- Ellers kan du hurtigt ende i, at du aldrig rigtig arbejder, og du aldrig rigtig holder fri, og så bliver du skør, fortæller Lars Holdgaard.

6: Sæt håret, og indret et hjemmekontor

Til at hjælpe dig med at adskille arbejde og fritid er det en rigtig god ide at have nogle ritualer til at markere overgangen.

- Når man arbejder hjemme, er det nemt bare at synke ned i sofaen og ikke lige få noget pænt tøj på, siger Lars Holdgaard.

Dermed sender du et signal til dig selv om at du holder fri. Hele dagen kæmper du derfor imod dine egne vaner. Stå i stedet op i god tid og gør dig i stand, som skulle du på arbejde: Tag et bad, sæt håret, og hvad du ellers har brug for for at føle dig professionel.

Hvis du kan, så indret et hjemmekontor i et separat værelse. Tillad dig selv at fokusere 100 procent på dit arbejde, når du går derind, og gå ud derfra, når du tager en pause eller holder fri.

Held og lykke

Coronakrisen er en udfordring for os alle: Især for vores sundhedspersonale, som må være langt mere på arbejde, end de plejer, men også for os andre, som skal finde os til rette i en ny arbejdsdag.

Selv om det er uvant for dig at arbejde hjemmefra, så håber jeg, at du bevarer både humør og effektivitet.

Hvis du imidlertid ofte bliver distraheret af nyhederne, så er du helt normal: Det er en speciel tid, vi lever i, og ingen er upåvirkede.

LÆS OGSÅ: Emil underviser i et tomt klasselokale: 'Der kan gå fuldstændig bananas i den'

Fokuser på din nydesignede arbejdsrutine, så godt du kan. Vær nænsom mod dig selv, når du falder i og kom hurtigt op på hesten igen.

Hvem ved, måske ender du med at elske hjemmearbejde - ligesom de gør i Likvido.