Erhvervslivet ser varslingssystem som lyspunkt i mørk tid

31. okt 2020, 13:22
Nyt system kan blive nøglen til langsigtet coronaplan, som erhvervslivet har efterlyst ifølge Dansk Industri.

Regeringen har lørdag præsenteret et nyt nationalt varslingssystem, der blandt andet skal skabe mere forudsigelighed under coronakrisen for både borgere og virksomheder.

Og systemet, der blev præsenteret af sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde, får ros med på vejen af det danske erhvervsliv.

- Det er en virkelig god nyhed i en mørk tid, at vi nu får et national varslingssystem for coronakrisen. Det har vi arbejdet for længe, siger administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen.

For få dage siden gik Danmarks to store erhvervsorganisationer Dansk Industri og Dansk Erhverv ud i et fælles opråb til regeringen for at få en langsigtet plan under krisen.

Regeringen blev i den forbindelse kritiseret for at indføre restriktioner fra den ene dag til den anden. Til stor frustration for erhvervslivet, der løbende skal omstille sig til de nye restriktioner.

Hos Dansk Industri mener man, at det nye varslingssystem kan være nøglen til en langsigtet coronaplan.

- Vi respekterer, at det er komplekst, og der er mange variabler, men det ligger godt op ad en langsigtet plan. Det er en langvarig krise, og vi skal have det lange lys på, så vi kan forberede os noget bedre og få klarhed over, hvad vi har af værktøjer, og hvad vi skal gøre, hvis vi skal forberede os på yderligere restriktioner, siger Lars Sandahl Sørensen.

Også fra Dansk Erhverv er der ros til regeringen.

- Det er meget positivt, at regeringen nu kommer med sin model. Dansk Erhverv har længe kæmpet for en varslingsmodel, for det har danske virksomheder hårdt brug for i denne tid, udtaler administrerende direktør Brian Mikkelsen i en kommentar.

I brancheorganisationen Horesta, der repræsenterer restaurations-, hotel- og turisterhvervet glæder man sig også over den øgede gennemsigtighed.

Politisk direktør Kirsten Munch ser i øvrigt frem til at få mulighed for at få indflydelse på eventuelt kommende restriktioner.

- Med dette indblik i regeringens værktøjskasse kan vi nu i langt højere grad bidrage med viden om den betydning og konsekvens, restriktionerne har, når de bliver ført ud i livet, udtaler hun i en kommentar.

/ritzau/