Coronakrisen er sat dørene på landets jobcentre på overarbejde. Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Erhvervslivet frygter flere arbejdsløse i starten af måneden

2. maj 2020, 08:41
Typisk bliver ansatte opsagt med udgangen af en måned. Det kan øge antallet af nytilmeldte ledige per 1. maj.

Antallet af nytilmeldte ledige kan være steget i forbindelse med månedsskiftet.

Det frygter landets to største erhvervsorganisationer, Dansk Industri og Dansk Erhverv, før tallene for nytilmeldte ledige offentliggøres senere lørdag.

Frygten har baggrund i, at når en virksomhed afskediger en medarbejder, så sker det oftest med en eller flere måneders opsigelsesvarsel.

Med andre ord kan der gå noget tid, fra en virksomhed siger farvel til en medarbejder, til medarbejderen reelt har forladt virksomheden.

Opsigelserne finder dog typisk sted med udgangen af en måned. Og derfor kan ledighedstallene for starten af maj stikke ud i statistikken.

- Jeg er desværre bange for, at ledigheden godt kan komme til at stige her omkring 1. maj, siger Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri.

Allerede i de sidste dage af april er ledigheden steget herhjemme.

Fra at 176.916 personer var registeret som arbejdsløse mandag, så voksede det torsdag til 178.673. Tallet for fredag - altså 1. maj - offentliggøres først af Beskæftigelsesministeriet lørdag formiddag.

Under coronakrisen har Beskæftigelsesministeriet helt ekstraordinært oplyst antallet af nytilmeldte ledige på daglig basis. Det skyldes, at mange tusinde har mistet deres arbejde som følge af krisen.

Torsdag havde krisen indtil videre ført til en stigning i den samlede ledighed på 47.057 personer.

Ligesom Steen Nielsen frygter Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, at 1. maj vil byde på en stigning i antallet af nytilmeldte ledige.

- Vi så i starten af april, at over 7000 personer havde meldt sig ledige. Det er usikkert, om det bliver lige så højt i starten af maj.

- Men jeg tror desværre, vi må forberede os på, at vi kommer til at se en væsentlig stigning i antallet af nytilmeldte ledige i starten af maj, og at det bliver væsentligt højere end det, vi har set i størstedelen af april, siger Tore Stramer.

For at afholde virksomheder fra at afskedige medarbejdere er der under coronakrisen blevet lanceret en hjælpepakke med lønkompensation.

Helt konkret bliver virksomhederne tilbudt at få dækket dele af de ansattes løn, hvis virksomhederne sender de ansatte hjem med løn.

Tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at virksomhederne har søgt om minimum 6,7 milliarder kroner i lønkompensation.

/ritzau/