20210701-154710-5-1920x1279we
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Endnu flere præster skriver under på erklæring om mobning i folkekirken

20. dec. 2021 06.23
Antallet af underskrivere på præste-erklæring om mobning og tavshedskultur i Folkekirken er siden tirsdag mere end fordoblet.

Yderligere 80 præster har siden tirsdag skrevet under på en hensigtserklæring, der vil gøre op med et uhensigtsmæssigt arbejdsmiljø i folkekirken.

Det skriver TV 2 Lorry.

Dermed har i alt 129 præster skrevet under på erklæringen, som sogne- og feltpræst Katrine Blinkenberg står bag.

LÆS OGSÅ: 49 præster underskriver erklæring om dårligt arbejdsmiljø: - Der er udbredt mobning og konflikter i folkekirken

Med erklæringen vil præsterne bryde tavsheden om blandt andet mobning, konflikter og en giftig kultur i Folkekirken.

- Det er opløftende, fordi vi alle sammen har et ønske om, at Folkekirken skal blive Danmarks bedste arbejdsplads, og der er så mange, der vil være med til at tage den samtale om, hvordan vi gør det til virkelighed, siger Katrine Blinkenberg fredag til TV 2 Lorry.

Katrine Blinkenberg har talt med hver og en af underskriverne de sidste par dage.

De har alle kontaktet hende i kølvandet på, at hun stod frem med sin kritik af arbejdsmiljøet i den danske folkekirke tirsdag hos TV 2 Lorry.

Det er dog ikke kun præster, der har rakt ud til Katrine Blinkenberg. Også kirketjenere, organister, menighedsrådsmedlemmer har ringet til hende og fortalt om deres oplevelser med det psykiske arbejdsmiljø i Folkekirken.

- De fortæller mig, at de er blevet syge, at de har sagt op, og at de er kede af det, at der er mennesker på deres arbejdsplads, der ikke trives. Det er de samme problemer, men de ser alligevel forskellige ud, siger Katrine Blinkenberg til TV 2 Lorry.

Onsdag sagde kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til TV 2 Lorry, at en forsøgsordning med et rådgivningstilbud til ansatte i Folkekirken bliver gjort permanent fra starten af 2022.

Det kombineret med at "tale højt" om det, Folkekirkens ansatte oplever, mener ministeren vil kunne løse problemerne.

Katrine Blinkenberg mener dog ikke, at det er nok at gøre en allerede eksisterende ordning permanent. I stedet mener hun, at svaret skal findes i at se på Folkekirkens strukturelle opbygning med lup.

- Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning er fint, men det er som at behandle et åbent benbrud udelukkende med Panodil, siger Katrine Blinkenberg fredag.

- Det hele bunder i den måde, vi organiserer os på. Det handler om strukturen - det er det, folk fortæller om igen og igen. Det er den måde, vi organiserer os på, som gør, at konflikterne opstår. Problemerne kommer, fordi vi har to forskellige arbejdsgivere i Folkekirken.

Dokumenter fra Arbejdstilsynet, som TV 2 Lorry har fået indsigt i, viser, at der er omfattende problemer med arbejdsmiljøet i Københavns Stift, Helsingør Stift og den del af Roskilde Stift, der ligger i TV 2 Lorrys sendeområde.

Tallene viser, at det, der svarer til en arbejdsplads i hvert fjerde sogn i TV 2 Lorrys sendeområde har fået et påbud eller en vejledning om det psykiske arbejdsmiljø fra Arbejdstilsynet de sidste 10 år.