Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Optur på coronakrisen: S har fået en kvart million nye vælgere

5. maj, 12:36
I løbet af to måneder er regeringspartiet steget 7,3 procentpoint i meningsmålingerne og står til det bedste valgresultat siden 1998. Det viser et nyt kvalitetsvejet snit af målinger.

Vælgerne er strømmet til Socialdemokratiet, efter at coronavirussen har indtaget Danmark.
34,1 procent af de danske vælgere vil sætte et kryds ved regeringspartiet, hvis der var folketingsvalg i dag, skriver Altinget.

Det viser et nyt kvalitetsvejet snit af meningsmålingerne i april, som professor og valgforsker Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget.

Det er en stigning på hele 7,3 procentpoint, når der sammenlignes med snittet af målingerne i februar, hvor virussen stadig var i sin spæde start i Europa. Det første danske smittetilfælde blev konstateret 27. februar.

Det svarer til, at Socialdemokratiet har vundet mere end en kvart million vælgere i løbet af coronakrisen.
Hvis partiet kan fastholde den opbakning, vil det samtidig få sit bedste valgresultet siden folketingsvalget i 1998.

Tilslutning vil falde

Statsminister Mette Frederiksen (S) skal dog ikke regne med, at hun kan beholde sin kvarte million nye vælgere, når hun en dag ude i fremtiden udskriver folketingsvalg. Ifølge Kasper Møller Hansen er Socialdemokratiets himmelflugt i meningsmålingerne forventet, og den vil svinde ind igen.

- Hvis vi ser tilbage på de kriser, vi ellers har haft gennem historien, så er det en effekt, der forsvinder igen, når krisen er ovre. Lige nu er der mange, der peger på Socialdemokratiet. Ikke fordi de er blevet socialdemokrater, men fordi de gerne vil denne her ydre fjende til livs, og vi gerne vil stå sammen, siger Kasper Møller Hansen til Altinget og tilføjer:

- Det er helt urinstinktivt menneskeligt, at man bekæmper fjenden ved at stå sammen.