Elever på ungdomsuddannelser får ikke undervisning uden test

TEMA: Corona i Danmark
25. feb. 2021 22.15
Mandag åbner efterskoler, ungdomsuddannelser og 9. klasser i dele af landet. Kun nogle har krav om test.

Torsdag aften er retningslinjerne for test af de elever, der må vende tilbage i skole mandag, blevet offentliggjort.

Her fremgår det, at elever på blandt andet gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelser og efterskoler skal lade sig teste to gange om ugen.

Sker det ikke, bliver eleverne afvist fra undervisningen. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sammenligner det med kravet om brug af mundbind på uddannelser inden nedlukningen.

- Der gælder for ungdomsuddannelser og efterskoler det samme, som gjaldt for brug af mundbind, som var et krav, inden nedlukningen. Den procedure kender eleverne godt. Dukker man nu op uden at være testet to gange om ugen, må man ikke være fysisk til stede på skolen, siger ministeren.

Vil eleverne ikke testes, har de heller ikke krav på fjernundervisning, fremgår det af retningslinjerne.

Hos de elever i folkeskolen, der mandag må vende tilbage, er der dog ikke et decideret krav om test.

Her opfordres børnene, der er over 12 år, i stedet "kraftigt" til at blive testet to gange om ugen.

- Jeg synes, det vigtigste er, at man tager stilling til, om man gerne vil lade sig teste. Er man yngre end 15, skal familien give samtykke, og jeg synes jo, det er rigtig vigtigt, at man gør det, for det er hele forudsætningen for, at vi kan åbne.

- Det vil sige, at hvis for få lader sig teste, så er der overhængende risiko for, at vi må lukke skolerne igen. Jeg håber virkelig på, at så mange som muligt vil bakke op om det her, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Fra på mandag kan afgangselever i grundskoler og på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser i Nordjylland og Vestjylland vende tilbage efter den seneste tids aftagende smitte med coronavirus.

På Bornholm kan alle elever vende tilbage til grundskolen, som følge af den lave smitte.

Flere folkeskoler har allerede gjort klar til at kunne teste afgangseleverne, men det er altså ikke et krav, at eleverne siger ja til det.

Ministeren forestiller sig dog, at "næsten alle" vil bakke op om at blive testet.

Torsdag eftermiddag efterlyste formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdahl, retningslinjerne - der nu er kommet -, og her sagde han til TV2, at folkeskolerne ikke ville være klar til at åbne mandag.

Det er dog helt forventet, at ikke alle er klar mandag, siger Pernille Rosenkrantz Theil.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at når man laver en genåbning, vil der være rigtig mange spørgsmål. Nu kommer der et helt nyt testsetup, og det vil der selvfølgelig være spørgsmål til, siger hun.

Bornholms Regionskommune oplyser torsdag aften, at alle skoler er klar til at tage imod alle elever mandag.

Også Aalborg Kommune er helt klar til at tage imod de elever, der mandag må vende tilbage, oplyser Mads Rune Jørgensen, der er skolechef i kommunen.

Kommunen er klar til at teste eleverne i midten af næste uge, fortæller han. Kommunen har netop uddannet 50 podere, som kan udføre test på skolerne.

Inden de møder mandag, opfordres de til at tage en pcr-test.

/ritzau/