20200406-144244-L-1920x1280we
Eleverne bør ikke forlade folkeskolen uden at have snuset til arbejdsmarkedet i form af en erhvervspraktik, lyder det fra Dansk Metal, Dansk Industri og Danske Skoleelever. (Arkivfoto) Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Elever, DI og Dansk Metal i fælles opråb:
Genindfør obligatorisk erhvervspraktik!

3. aug. 2021 06.35
For få folkeskoleelever kommer i erhvervspraktik, mener Dansk Metal, DI og Danske Skoleelever.

Alt for mange elever forlader folkeskolen uden at have snuset til, hvad det vil sige at gå på arbejde og være f.eks. smed, sygeplejerske eller ingeniør.

Det mener Dansk Metal, Dansk Industri (DI) og Danske Skoleelever.

Det skriver Jyllands-Posten.

LÆS OGSÅ: Rektor klar til opgør med 'grotesk' uddannelsessystem: Vil afskaffe gratis SU

Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) kommer 62 pct. af folkeskoleeleverne i praktik i ottende eller niende klasse.

De tre organisationer vil have genindført en uges obligatorisk erhvervspraktik og have flyttet ansvaret for at finde en praktikplads, så det ikke længere er forældrenes.

Formand for Dansk Metal Claus Jensen mener, at det er afgørende, hvis det skal lykkes at rette op på de voldsomme ubalancer med mangel på faglært arbejdskraft, der tegner sig i de kommende år.

- Man begik en stor fejl, da man flyttede ansvaret for at finde praktikplads i folkeskolen over på forældrene. Det betyder, at børnene fra de ressourcestærke familier med et stort netværk selvfølgelig nok skal finde et sted, mens andre måske er heldige at få en plads i en butik, hvor forældrene handler, eller slet ikke kommer i praktik. Og det er helt sikkert, at ikke ret mange kommer ud på en industrivirksomhed, siger han.

Frem mod 2030 vil der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd komme til at mangle 99.000 faglærte, mens der vil være 59.000 for mange ufaglærte og 25.000 for mange akademikere.

Også DI vil have genindført obligatorisk erhvervspraktik, men det skal ifølge underdirektør Mette Fjord Sørensen være kommunernes ansvar, at alle elever får en praktikplads, da lærerne har mange andre vigtige opgaver.

Formand for Danske Skoleelever Mille Borgen Mikkelsen støtter kravet:

- Det er megavigtigt med erhvervspraktik, så eleverne bliver præsenteret for den verden, der venter udenfor, og det kan hjælpe demotiverede elever med at få et andet syn på, hvorfor man går i skole.