20210205170615269_1000
Børn og unge mistrives på grund af nedlukning af skoler og fritidstilbud. Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix

EL vil bruge milliard på trivsel: Flere lærere og lejrskoler

6. feb 2021, 06:14
En hel generation af børn og unge lider under coronakrisen. Enhedslisten vil have flere lærere og lejrskoler.

En hel generation af børn og unge er omfattet af nedlukningen grundet coronapandemien, og mange er ramt af mistrivsel. Derfor vil Enhedslisten bruge en milliard kroner, som skal bruges på psykologhjælp, socialrådgivere og aktiviteter for børn og unge.

Der er ifølge partiet mere på spil end samfundsøkonomien. Der er også en ungdom, som vil præges af corona og nedlukning i mange år frem.

- Det kan sætte dybe spor i en hel ungdomsgeneration, hvis vi ikke er klar på at samle op, så snart vi genåbner, siger politisk ordfører Pernille Skipper (EL).

Mange lider af mistrivsel. Børnelæger og organisationer advarer om en stigende tendens med ensomhed, stress, selvskade og tanker om selvmord.

Enhedslisten vil gerne sætte ind på nogle områder allerede under nedlukningen, men fokus er også på en langsigtet plan, så snart samfundet åbner op.

- Vi er midt i en nedlukning, som ser ud til at vare noget tid endnu, og det begynder at tære på de unge. Vi hører alt for mange historier om unge, der har det psykisk meget vanskeligt og ikke kun dem, der var udsatte i forvejen, siger Pernille Skipper.

Tidligere på ugen foreslog Venstre at afsætte en halv milliard kroner på området. Enhedslisten opfordrer regeringen til at indkalde til forhandlinger, gerne i næste uge.

Pengene skal findes i den pulje på omkring ni milliarder kroner, som blev afsat til coronahåndteringen i forbindelse med finansloven.

Konkret foreslår Enhedslisten blandt andet, at der afsættes 200 millioner kroner til folkeskolen. De skal gå til ordninger med to lærere, mindre holdstørrelser, ekstra lejrskoler og sociale udflugter.

100 millioner kroner afsættes til mere personale på SFO'er, fritidshjem og klubtilbud med fokus på ekstra aktiviteter til børn, der mistrives.

- Det er i høj grad et spørgsmål om mental sundhed. Børn har det ikke godt med at være alene for længe. De har brug for kammerater og andre voksne i deres liv.

- Vi kan se, hvordan de udsatte børn har fået det værre, og vi skal sikre, at de har adgang til oplevelser og tid med deres kammerater, siger Pernille Skipper.

/ritzau/