2021100801013340_1000
Mai Villadsen (EL) mener, at regeringen ikke går i retning af at skabe mere lighed i samfundet, hvilket bekymrer hende. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

EL er bekymret:
Hvor er regeringens plan for lighed?

8. okt. 2021 06.29
Mai Villadsen mener, at regeringen undlader at skabe lighed i samfundet, men tværtimod skaber mere ulighed.

Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, er bekymret for regeringens røde kompas i forhold til at skabe lighed i samfundet.

Hun frygter, at regeringen er i gang med at skabe mere ulighed, blandt andet med forslaget om at sænke dagpengedimittendsatsen for nyuddannede i udspillet "Danmark kan mere 1".

- I gik til valg på at mindske uligheden. Det er ikke rigtig sket endnu.

- I har mulighed for at føre en langt mere lighedsskabende politik sammen med os. Hvad er der ved at ske? spørger Mai Villadsen statsminister Mette Frederiksen (S) under Folketingets åbningsdebat sent torsdag aften.

Ikke overraskende tilbageviser statsministeren kritikken.

Hun nævner blandt andet aftalen om en ret til tidlig folkepension, den såkaldte Arne-pension, som et eksempel på en mere lighedsskabende politik.

Også velfærdsudspillet "Danmark kan mere 1" fremhæver hun.

- Se eksempelvis på de omlægninger, vi foreslår på skatteområdet, siger Mette Frederiksen og kommer selv ind på dagpengene i samme udspil.

- Vi foreslår, at i den første del, hvor man kan risikere ledighed, skal man have forhøjet sine dagpenge med 5000 kroner, siger hun.

Mette Frederiksen fortsætter med at remse op, at Danmark har den laveste ledighed i omkring ti år, og at der er en "buldrende økonomi" trods coronaens indtog sidste år.

Mai Villadsen replicerer, at Enhedslisten langt fra er tryg ved, at udspillet har titlen "Danmark kan mere 1", og at flere udspil er på vej på velfærdsområdet.

- Hvem skal så betale i nummer to, tre fire, fem og seks, spørger hun.

- Jeg er bekymret for, at I som regering er på vej ned ad en glidebane. Det er jeg alvorligt bekymret for, siger hun.

/ritzau/