Frie Skolers Lærerforening sender et bekymringsbrev til undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Bekymrede efterskolelærere i opråb: Vi er utrygge

29. sep 2020, 11:40
Frie Skolers Lærerforening sender bekymringsbrev til undervisningsministeren.

Retningslinjerne for efterskolerne er for upræcise, og det giver bekymring blandt lærerne.

Derfor sender fagforeningen Frie Skolers Lærerforening et bekymringsbrev til undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Det skriver DR P4 Midt & Vest.

Lærerne er blandt andet forvirrede over, om elever på efterskoler skal sendes hjem i isolation eller må blive på skolen, hvis de er i risiko for at være smittede.

- I den beskrivelse, der lige nu ligger på Undervisningsministeriets hjemmeside, står det ikke helt klart, om eleverne rent faktisk kan få lov til at blive på skolen. Det er der nogle, der bliver utrygge ved, siger formand for Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup til DR P4 Midt & Vest.

Desuden er det svært for skolerne at holde eleverne adskilt i grupper hele døgnet rundt.

- Vi kan godt lave familiegrupper og dele eleverne op til frokost og på gangene. Men det er svært at holde dem adskilt, når de bor sammen og har fritid, hvor de kan se hinanden på tværs, siger Uffe Rostrup.

Han peger på, at det i foråret blev italesat at unge ofte ikke blev syge, og at de ikke smittede ret meget – samtidig med, at samfundet var lukket og eleverne sendt hjem. Men nu er der mange smittetilfælde blandt unge – samtidig med at lærerne har en stor kontaktflade med de unge.

- Det er ikke, fordi jeg plæderer for, at vi skal sende elever hjem igen, for jeg synes vi skal forsøge at holde skolerne åbne af hensyn til mange forhold i samfundet – også at alle andre kan gå på arbejde. Men det skal ske på en måde, så det er trygt for lærere og ansatte, som er på skolerne. Lige nu er de utrygge, siger Uffe Rostrup.