20210324-142407-L-1920x1165we
nullFoto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Nu rettes skyts mod embedsværket i instrukssag

26. apr 2021, 7:03
Selv hvis embedsværket får kritik, kan embedsmænd slippe for straf i sagen, hvor Støjberg skal for en rigsret.

Det er nu embedsværkets ansvar, der bliver belyst, efter at det er blevet besluttet, at folketingsmedlem Inger Støjberg skal for den blot sjette rigsret i danmarkshistorien.

Mandag kommer Instrukskommissionen med sin sidste delberetning af forløbet, hvor den tidligere udlændingeminister ifølge vidner gav en ulovlig instruks i 2016 om at adskille asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Allerede nu står det klart, at flere embedsmænd med al sandsynlighed slipper for straf, selv hvis de får kritik af kommissionen.

- Det kommer ikke til at koste hoveder, siger Michael Gøtze, der er professor i forvaltningsret ved Københavns Universitets juridiske fakultet og har specialiseret sig i undersøgelseskommissioner.

Grundlæggende kan embedsmænd blive straffet gennem et strafferetligt eller et ansættelsesretligt spor.

Det strafferetlige spor er forældet og har ikke spillet nogen rolle i de kommissioner, der har været de senere år.

Dermed vil det blive det ansættelsesretlige spor, der bliver aktuelt, hvis der udtales kritik. Men nogle af de daværende chefer har siden forladt deres stillinger. Og dermed ender også det spor blindt for nogle.

Det gælder for eksempel den daværende departementschef i Udlændingeministeriet Uffe Toudal Pedersen. Han er gået på pension. Han var en af hovedpersonerne og gik med til at udsende en pressemeddelelse, som siden er kaldt ulovlig.

Det gælder også i mindre grad Henrik Grunnet, der i en lille del af perioden var chef for Udlændingestyrelsen, som så småt satte gang i den ulovlige instruks. I denne måned skiftede han til et privat advokatfirma efter mange år i staten.

Gøtze fortæller, at når kommissioner overvejer ansvar over for embedsmænd, er der eksempler på strafrabat for, at der er gået nogle år. Den offentlige eksponering ses som en belastning i sig selv, er argumentet.

For de embedsmænd, der stadig er ansat i staten, gælder det ansættelsesretlige ansvar fortsat.

Straffen kan være alt fra en advarsel til en degradering, en forflyttelse eller en fyring. Det sidste vurderes dog at være usandsynligt, når man ser på konsekvenserne i de seneste kommissioner.

Det var i december sidste år, at kommissionen kom med sin første delberetning. Den slog fast, at instruksen var "klart ulovlig", at Støjberg blev advaret, og hun misinformerede Folketinget.

I februar i år vedtog et stort flertal i Folketinget at sende Støjberg for den blot sjette rigsretssag i danmarkshistorien. Støjberg har efterfølgende forladt Venstre, hvoraf størstedelen af folketingsgruppen stemte for en rigsretssag.

/ritzau/