20201027-163045-L-1920x1280we__2_
Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører i SF, er forarget og vil have udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i samråd. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter sag om underbetalte kokke:
Nu skal minister forklare sig

5. mar. 2021 06.32
Ordførere fra Venstre og SF er forargede over michelin-virksomheden Kiin Kiin.

Hvordan kan det lade sig gøre, at udenlandske kokke kan komme til Danmark på en ordning for top-professionelle, men så ender med at lave take away til en timeløn på 105-118 kroner.

Det vil beskæftigelsesordførerne fra både Venstre og SF have svar på, efter fire kokke til Fagbladet 3F har fortalt om deres arbejdsforhold på michelin-virksomheden Kiin Aps.

LÆS OGSÅ: Coronakrisen øger kløften mellem handicappede og arbejdsmarkedet: 'Vi er bekymrede'

Forhold, der ligger langt fra de betingelser, der skal opfyldes for, at man kan få arbejdstilladelse som specialiseret kok.

- Loven skal overholdes, og så er den ikke længere, siger Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen. Han ønsker, at ministeren får en redegørelse fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der administrerer ordningen.

Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører i SF, er forarget og vil have ministeren i samråd.

- Jeg troede, at vi havde strammet op på det, så vi kunne komme uvæsenet til livs, siger han med henvisning til, at SIRI’s kontrolarbejde også var i fokus, da Fagbladet 3F kunne afsløre, at kinesiske kokke kom til Danmark og arbejdede under forhold, som myndighederne selv mistænkte for at være menneskehandel.

På den baggrund gav udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) fra årsskiftet SIRI øgede beføjelser til at lave kontrol. Det henviser ministeren også til, da Fagbladet 3F konfronterer ham med historien om kokkene hos Kiin Aps.

- I stedet for at afvente effekten af de tiltag, der allerede er taget, så synes jeg han skulle tage fat og undersøge tingene nu, siger Hans Andersen.

Han kalder det “kedeligt”, at virksomheder udnytter ordninger, som er sat i verden for “at fremme vækst og fremgang og jobskabelse i Danmark”.

Kokkene som Fagbladet 3F har talt med er alle kommet til på en ordning som “specialiserede kokke”, hvor kokke fra hele verden kan få arbejdstilladelse i Danmark, hvis de har evner på et niveau, hvor andre kokke ikke kan være med. Deres arbejde skal foregå på en restaurant, der “har en innovativ karakter og et højt niveau”. Ifølge kokkene bliver deres evner ikke udnyttet, i stedet fungerer de som billig arbejdskraft.

En gennemgang af kokkenes vagtplaner, kontrakter og lønsedler viser, at de i gennemsnit arbejder 44-50 timer om ugen til en timeløn på 105-118 kroner i timen.

- Jeg er ikke engang overrasket, for social dumping pibler jo frem og antager nye former og specielt inden for den her branche, siger Karsten Hønge, SF.