Peter_Raben_n__stfomand_HK_Stat_Foto_Mikkel___stergaard_HK_Stat
- Et godt skridt i retning af opgør med aldersdiskrimination, lyder det fra HK Stats næstformand Peter Raben om nyt tiltag fra Moderniseringsstyrelsen Foto: Mikkel Østergaard/HK Stat

Efter kritik af mulig aldersdiskrimination i staten: Dropper udskældte oplysninger i ansøgninger

26. mar 2021, 12:59
Ansøgere til job i staten skal ikke længere oplyse alder og køn i det digitale rekrutteringssystem. Felterne er fjernet efter lang tids kritik af mulig aldersdiskrimination. Et godt skridt – bred det ud til hele staten, siger HK Stats næstformand.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Stat.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

Hvis du søger job i staten, behøver du ikke længere krydse af, om du er mand eller kvinde. Heller ikke din alder kræver arbejdsgiveren at få besked om. I hvert fald ikke i første omgang, skriver HK Stat.dk.

Økonomistyrelsen har i al ubemærkethed gennemført en banebrydende ændring i det it-system, der bliver brugt, når hovedparten af statens institutioner og styrelser ansætter nye medarbejdere. Her er der ikke længere felter, hvori jobansøgere skal oplyse deres alder og køn. Det skriver Politiken.

Nu er det op til HR-afdelingerne

Mange borgere har følt sig forpligtede til at udfylde felterne, selvom det faktisk var frivilligt, fremgår det af en skriftlig begrundelse for ændringen fra Økonomistyrelsens vicedirektør Simon Schulian:

'Derfor har vi taget kontakt til vores it-leverandør for at få ændret opsætningen af skabelonerne i SeR således, at det nu er standard, at felterne med alder og køn ikke vises. HR-afdelingerne i de enkelte institutioner skal nu aktivt vælge, om ansøgerne kan eller skal udfylde felterne til statistisk brug', skriver vicedirektøren ifølge Politiken.

LÆS OGSÅ: Headhunter om aldersdiskrimination: 'Hvis de siger, de ikke har gjort det, er det løgn'

Selv om det nye system kun har fungeret et par uger, har en række statslige styrelser og arbejdspladser accepteret de nye skabeloner og dermed fravalgt oplysninger om ansøgernes køn og alder. Men det er altså fortsat muligt for den enkelte arbejdsplads at bede ansøgere oplyse køn og alder.

HK Stat har sammen med Dansk Magisterforening og Djøf presset på for, at staten skal blive bedre til at ansætte folk i alle aldre. Og partiet Frie Grønne har i Folketinget fremsat et lovforslag, der anonymiserer ansøgninger til offentlige stillinger.

Sideløbende har Økonomistyrelsen nu altså selv taget affære, konstaterer Politiken. Hidtil har de felter, der registrerer ansøgerens alder og køn været synlige på alle standardskabeloner i det statslige ansættelses-system SeR – Statens eRekruttering.

LÆS OGSÅ: Ældre ansatte fyres først: Det er aldersdiskrimination, mener Djøf

- Det er et godt skridt i retning af at gøre op med aldersdiskrimination. Især hvis alder og køn udgår af søgeskabelonerne overalt i staten og at det dermed ikke vil være op til den enkelte ansættelsesmyndighed at afgøre, om ansøgere skal skilte med deres alder og køn, siger Peter Raben, der er næstformand i HK Stat.

Han slår til lyd for, at staten går i spidsen og viser det gode eksempel ved også at ansætte dem, der er oppe i årene. Mange seniorer både kan og vil gerne arbejde, og mange politikere ønsker, at borgerne skal gå senere på pension, konstaterer han.

LÆS OGSÅ: På 4 år har Finansministeriet ansat én medarbejder over 50 år

Men den nærmest automatiske frasortering af ansøgere ældre ansøgere hører ikke op, bare fordi man fjerner et par felter i statens elektroniske rekrutteringssystem, understreger Peter Raben.

- At fjerne rubrikken til oplysning om alder løser ikke fuldstændigt problemet. Informationer om uddannelse og tidligere beskæftigelse vil alligevel nogenlunde tydeligt afsløre ansøgerens alder. Men det er godt at hjælpe ansøgere over den første forhindring. Derefter er det op til arbejdspladserne gennem både politik og praksis at sikre en god aldersspredning og dermed mangfoldighed i medarbejdersammensætningen, siger HK Stats næstformand.