Her ses den lift, som den 35-årige ansatte styrtede i døden fra. På billedet ses, hvordan kurven, som den ansatte stod i er tippet over. Foto: Arbejdstilsynet

Efter dødsulykke: Massive sikkerhedsproblemer i stort altanfirma

3. feb, 16:51
Aktindsigt afslører store problemer med sikkerheden i altanfirmaet Altan.dk, hvor en ansat i januar omkom i arbejdsulykke.

For få uger siden omkom en 35-årig håndværker i en alvorlig arbejdsulykke, mens han var på arbejde for det store danske altanfirma Altan.dk på Gasværksvej i København.

Ulykken skete, da den ansatte faldt ud af en lift fra tredje sals højde, og Altan.dk modtog efter ulykken to strakspåbud.

LÆS OGSÅ: Ansat død efter fald fra lift i tredje sals højde

Nu kan A4 Arbejdsmiljø afsløre, at dødsulykken langtfra er første gang, at Altan.dk har haft alvorlige problemer med arbejdsmiljøet og sikkerheden på deres mange stillads-byggerier i København og andre store danske byer.

Således viser aktindsigter, som A4 Arbejdsmiljø har fået fra Arbejdstilsynet, at Altan.dk siden 2014 har fået 15 såkaldte forbud og strakspåbud, der er to af de mest alvorlige reaktioner, som tilsynet kan give til virksomheder.

Professor: Alvorlig læsning

I aktindsigten nævner Arbejdstilsynet blandt andet en episode, hvor en ansat i Altan.dk blev ramt af en 400 kg tung del fra en kran, mens han arbejdede uden hjelm.

Samtidig beskriver tilsynet også, hvordan en borger blev mast under en tung plade fra en af firmaets byggepladser i København, mens vedkommende var ved at hente sin cykel.

Det er klart, at ét strakspåbud er ét for meget, og vi ville helst være dem foruden. I Altan.dk vægter vi sikkerhed højt og har nogle helt klare regler for brugen af sikkerhedsudstyr
Casper Gorm Knudsen, adm. direktør i Altan.dk

Ifølge Peter Hasle, professor i arbejdsmiljø ved Syddansk Universitet, tegner de mange påbud et billede af, at Altan.dk er en virksomhed, der med hans ord 'ikke har styr på sikkerheden'.

- Det her er alvorlig læsning. Firmaet har fået mange påbud, og i de fleste tilfælde vurderer tilsynet, at der er overhængende fare for ulykker, hvor ansatte styrter til jorden fra store højder. Ulykker, der jo ofte har dødelig udgang for den ansatte, siger Peter Hasle til A4 Arbejdsmiljø.

A4 Arbejdsmiljø ville gerne have hørt Altan.dk, hvordan de forholder sig til de mange advarsler og alvorlige påbud fra Arbejdstilsynet. Altan.dk afviser imidlertid at stille op til et interview og har i stedet kommenteret sagen skriftligt.

- Det er klart, at ét strakspåbud er ét for meget, og vi ville helst være dem foruden. I Altan.dk vægter vi sikkerhed højt og har nogle helt klare regler for brugen af sikkerhedsudstyr. Vi kræver, at alle vores medarbejdere følger reglerne og gør en stor indsats for løbende at uddanne og informere sig omkring sikkerhedstiltag, skriver Casper Gorm Knudsen, adm. direktør i Altan.dk, i et mailsvar.

LÆS HELE HISTORIEN HER.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her