20190529-115256-L-1920x1265we
To af sagerne fra Berlingske knytter sig til DSU. Det er disse sager, som DSU's personsagsudvalg tager op. Resultatet kan blive lige fra ingenting til eksklusion eller en politianmeldelse, oplyser DSU-formand Frederik Vad Nielsen til Politiken. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

DSU indleder
sexisme-sag mod tidligere S-ansat

8. jun 2021, 6:35
Ungdomsparti åbner sag mod tidligere ansat i Socialdemokratiet, der anklages for grænseoverskridende adfærd.

Personsagsudvalget i Socialdemokratiets ungdomsparti, DSU, åbner en sexisme-sag mod en tidligere ansat i Socialdemokratiet, som syv kvinder i Berlingske har anklaget for grænseoverskridende adfærd.

Det bekræfter DSU-formand Frederik Vad Nielsen til Politiken.

To af sagerne fra Berlingske knytter sig til DSU. Det er disse sager, som DSU's personsagsudvalg tager op. Resultatet kan blive lige fra ingenting til eksklusion eller en politianmeldelse, oplyser Frederik Vad Nielsen til Politiken.

Den tidligere S-ansatte har til Berlingske skrevet, at han beklager, hvis nogen har følt sig krænket af ham. Han giver samtidig udtryk for, at der er dele af udlægningen fra de syv kvinder, som han ikke kan genkende.

I Berlingskes historie kunne man læse, at mindst to af kvinderne er gået til ledelsen i Socialdemokratiet for at gøre dem opmærksom på deres oplevelser.

Socialdemokratiets sekretariatsleder, Lisa Schmidt, har oplyst til Berlingske, at partiet ikke har haft kendskab til "det samlede billede", der blev fremstillet i Berlingske.

Hun oplyser desuden, at den pågældende tidligere ansatte i Socialdemokratiet siden er fratrådt sin stilling frivilligt.

En af de kvinder, der i Berlingske står bag anklagerne om grænseoverskridende adfærd, er en tidligere praktikant.

Hun fortæller, at hun på et møde med blandt andre sekretariatschefen fortalte om sagen og blev stillet i udsigt, at det vil blive håndteret.

Da hun ikke syntes at kunne se nogen konsekvenser for manden, gav hun på et nyt møde udtryk for sine frustrationer.

Ifølge eks-praktikanten og en anden tilstedeværende endte mødet med, at Socialdemokratiets sekretariatsleder, Lisa Schmidt, råbte ad kvinden og forklarede, at sagen var håndteret "efter bogen".

Det særlige ved den pågældende kvindes forløb er, at det fandt sted i efteråret 2020.

Sagen forløb altså, efter at Socialdemokratiets formand og statsminister, Mette Frederiksen, erklærede sin opbakning til en række kvinder, der anklagede daværende overborgmester i København Frank Jensen (S) for grænseoverskridende adfærd.

I forbindelse med en af de andre sager, der er beskrevet i Berlingske, orienterede den tidligere ansatte daværende folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Det bekræfter Pernille Rosenkrantz-Theil, der i dag er børne- og undervisningsminister, til Ekstra Bladet.

Faren til kvinden havde truet manden med at fortælle andre om sagen. Manden bad derfor Pernille Rosenkrantz-Theil orientere ham, hvis faren henvendte sig.

Hun skriver blandt andet i en sms til Ekstra Bladet:

- Samtalen omhandlede alene en konkret episode med en far, der var vred på den pågældende medarbejder over, at han havde været sammen med hans datter, og som muligvis ville henvende sig til mig.

- Jeg var ikke bekendt med, at datteren også selv skulle være vred over noget. Og således afventede jeg, om der enten ville komme en politianmeldelse eller anden udvikling i sagen. Det gjorde der ikke.

- Og jeg gik således ud fra, at der var tale om en forælder, der havde skarpe holdninger til sin datters gøren og laden.

Hun orienterede ikke partiets formand eller partisekretær, da hun ikke mente, at der var noget, som Socialdemokratiet som arbejdsgiver skulle forholde sig til.

I tilfældet med den tidligere praktikant oplyser Lisa Schmidt, at partiet "har taget sagen meget seriøst", men at der også er dele af hendes fremstilling, som partiet ikke kan genkende.

Adspurgt om Berlingskes artikel har givet Socialdemokratiet anledning til at foretage sig yderligere, henviser Socialdemokratiets pressetjeneste til Lisa Schmidts udtalelser i Berlingske og oplyser, at partiet ikke har yderligere kommentarer.

/ritzau/