Togføreren Morten til DSB: Drop det forbud

6. maj, 10:14

DEBATTERNE PÅ skrivestuerne og i lukkede Facebook-fora har vidnet om, at det ikke er få - men mange, der har haft de samme tanker som Vagn Hansen, der ikke må bære mundbind på jobbet som togfører.

LÆS OGSÅ: Togføreren Vagn må ikke bære mundbind for DSB: 'Jeg er meget utryg'

For mig handler det slet ikke om mundbind, men om at udvise en menneskelig imødekommenhed overfor sine medarbejdere.

At DSB i denne helt særlige historiske krisesituation ikke evner det, er for mig ubegribeligt. 

DET KAN da godt være, at man følger myndighedernes anbefalinger, men hvis man har nogle ansatte, der er utrygge ved en bestemt situation, hvorfor vælger man så at være så hårde og firkantede? Jeg forstår det ikke. 

LÆS OGSÅ: DSB afviser mundbind: Vi ønsker et ensartet udtryk

Det er der heldigvis også nogle journalister og politikere, der heller ikke gør. 

SFs transportordfører siger: ”Det er et unødvendigt forbud, som egentlig bare begrænser togpersonalet og passagerenes i at føle sig så trygge som muligt, i en tid hvor det faktisk er ret vigtigt.”

”Hvis der er sådan en bekymring blandt personalet, og det kan være meget relevant i øjeblikket, så synes jeg, at man skal respektere det. Så derfor er mit råd til DSB at genoverveje det en gang til,” siger Venstres Transportordfører Kristian Pihl Lorentzen. 

AT EN menig medarbejder skal råbe op i medierne, før der sker noget, er godt nok ærgerligt. 

Og hvor er det superærgerligt, at DSB skal have andre til at minde dem om den sunde fornuft og menneskelighed - især i en krisetid er det ikke bare ærgerligt, men også mærkeligt. 

DSB bruger samme argumentation, som da man ikke ville se den store røde 'fair forhold'-badge på uniformen under den faglige konflikt for noget tid siden. Mener man virkelig ikke, at der forskel på tiden og situationen? 

Tænk at en offentlig virksomhed går mere op i image (ensartet udtryk) end sine ansattes tryghed. Og så i en historisk krisesituation. ”I en tid hvor det faktisk er ret vigtigt!” som SF siger.

LÆS OGSÅ: Forbud mod mundbind hos DSB: Nu blander ministeren sig