Skifteretterne i Danmark er bagefter med en stribe konkurssager på grund af corona-nedlukningen. Arkivfoto. Foto: Casper Christoffersen/Ritzau Scanpix

Domstole ramt af corona: Hundredvis af konkurssager udsat

29. apr 2020, 06:26
Ejerne af mindre virksomheder risikerer at bryde loven og komme i klemme under domstolenes konkurs-pukkel, forklarer juraprofessor.

Bunkevis af konkurssager ligger uløste, efter corona-epidemien i ugevis har holdt skifteretterne på vågeblus.

I Sø- og Handelsretten alene har omkring 180 konkurssager hobet sig op. Det skriver Fagbladet 3F.

Og det er langt fra uproblematisk, at skifteretterne ikke har været i stand til at erklære virksomheder for konkurs, når ejeren eller en kreditor har indgivet konkursbegæring.

Det forklarer professor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet Kim Sommer Jensen.

- Når der ikke hurtigt kommer en kurator ind over et selskab, så er der en risiko for, at de tilbageværende penge i selskabet ikke bliver fordelt efter loven, siger han.

Særligt er han bekymret for, at ejere af mindre selskaber kan føle sig pressede til at give nogle af kreditorerne værdier tilbage, inden kuratoren er tiltrådt.

Som eksempel nævner han en mindre tømrervirksomhed, som har købt værktøj for et par hundredetusinde kroner, men vælger at levere udstyret tilbage til sælgeren, da den er tæt på konkurs og ikke kan betale .

- Men det må den ikke, for konkursboet skal fordeles mellem kreditorerne efter konkursloven. Og den lille tømrermester kan blive erstatningsansvarlig over for de øvrige kreditorer, siger han.

Lotte Wetterling fra Sø og Handelsretten forklarer, at retten under nedlukningen af Danmark har forsøgt at klare en række konkurssager via telefon og skrift.

I sidste uge holdt Sø- og Handelsretten også et mindre antal retsmøder om konkurs. Og tallet vil stige efter domstolene mandag åbnede yderligere, forsikrer Lotte Wetterling.

Hun håber, at domstolen kan være tilbage på almindelig sagsbehandlingstid i slutningen af maj eller begyndelsen af juni.

- Vi prioriterer konkurssagerne over de øvrige sager, siger hun.

- Men det afhænger selvfølgelig også meget af, hvor mange flere nye konkurssager vi får ind i den kommende tid, siger hun.

Samme melding lyder fra skifteretten i Aarhus.

- Vi forventer, at vi har arbejdet puklen ned inden juni, siger Preben Veng, skifteretschef i Aarhus.

Retten i Aarhus har ikke præcise tal for, hvor mange sager, som er forsinkede af nedlukningen.