Djøf:
"Urimeligt, hvis ansvaret alene tørres af på embedsmændene"

20220328-090803-A-1920x1282ma
Politiet har i flere tilfælde søgt at hindre, at kinesiske gæster så for eksempel tibetanske flag eller hørte kritik af regimet. Udenrigsministeriet lagde pres på politiet, fastslår Tibetkommissionen. (Arkivfoto) Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
29. mar. 2022 06.28
Tibetkommissionen giver Udenrigsministeriets embedsmænd ansvar for, hvad der sker på et andet ministerområde.

Ingen embedsmænd har en selvstændig dagsorden om at tækkes Kina. Og de går heller ikke på arbejde med et ønske om at knægte borgernes ret til at ytre sig.

Det siger fagforeningen Djøf i en kommentar til Tibetkommissionens beretning.

Her kritiseres Udenrigsministeriet blandt andet for at have tilskyndet politiet til at hindre, at gæsterne hørte eller så anti-kinesiske demonstrationer.

Ministeriet har været præget af særlig forvaltningskultur. Hensynet til at undgå at støde de kinesiske gæster blev sat over Grundloven og menneskerettighederne, konkluderer kommissionen.

Men embedsmændenes fagforening mener, at embedsmændene har fulgt politiske ønsker.

- I forhold til tilrettelæggelsen af statsbesøg fra Kina har man som embedsmand taget bestik af de politiske ønsker og prioriteringer i forhold til relationen til Kina, udtaler Tomas Therkildsen, der er adm. direktør i Djøf.

Det sker i en pressemeddelelse, hvor der i overskriften blandt andet står "urimeligt, hvis ansvaret alene tørres af på embedsmændene."

Samtidig understreger direktøren, at politiske og handelsmæssige interesser ikke må overtrumfe ytringsfriheden.

- Det er altid alvorligt, når en uafhængig undersøgelseskommission finder grundlag for at kritisere offentlige myndigheder og embedsmænd. Det handler grundlæggende om vores demokrati og tilliden til den offentlige forvaltning. Det må vi tage dybt alvorligt, udtaler Tomas Therkildsen.

Djøf rejser i øvrigt et advarselsflag om Tibetkommissionens vurdering af den pligt, som pålægges Udenrigsministeriets embedsmænd. Overfor politiet burde de "i det mindste have præciseret", at Grundloven skulle overholdes, mener kommissionen.

Men en sådan forpligtelse om instruktion og vejledning på tværs af ministerområder er vidtgående, mener Djøf. Den må give anledning til principielle overvejelser, lyder det.

Emnet trilles i øvrigt videre til et særligt ekspertudvalg med Karsten Dybvad i spidsen. Det er ved at se på samspillet mellem politikere og embedsmænd.

En af de kritiserede embedsmænd er den tidligere topdiplomat Friis Arne Petersen. I et høringssvar til kommissionen understreger hans bisidder, at den tidligere direktør i ministeriet hele vejen igennem har ment, at det er politiets suveræne afgørelse, hvordan demonstrationer håndteres. Han afviser nogensinde at have udøvet indflydelse på politiets arbejde.

/ritzau/