20210128-112855-A-1920x1280we
42 procent af Djøfs studerende medlemmer bruger sommerferien på arbejde, kurser eller anden form for studieaktivitet. (Arkivfoto) Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Djøf afviser 3F-forslag om kortere ferie til studerende:
De bruger tiden på at dygtiggøre sig

5. aug. 2021 08.43
De studerendes sommerferie skal ikke forkortes, for de bruger tiden på arbejde og kurser, mener Djøf, der har lavet en undersøgelse blandt sine medlemmer.

Forkort de studerendes sommerferie med en måned.

Sådan lød forslaget tidligere på året fra fagforbundet 3F. Ideen var, at de studerende dermed kunne komme hurtigere ud på arbejdsmarkedet og øge beskæftigelsen, mens staten kunne spare på udgifter til SU.

LÆS OGSÅ: 3F: Forkort sommerferien for studerende - de skal ud og arbejde

Men nu går en anden fagforening i rette med 3F. En studielivsundersøgelse fra Djøf peger nemlig på, at 42 procent af forbundets medlemmer, der er studerende, bruger sommerferien på arbejde, kurser eller anden form for studieaktivitet, skriver Berlingske.

Derfor mener Rasmus Pilegaard Petersen, der er formand for Djøf Studerende og til daglig læser statskundskab på Københavns Universitet, at det er en dårlig idé at droppe en måned af de studerendes sommerferie.

- De fleste arbejder, dygtiggør sig på sommerskole og holder kun to til tre ugers velfortjent ferie. Det svarer jo meget godt til, hvad den almindelige arbejdstager gør, siger han til Berlingske.

Hos 3F peger cheføkonom Frederik I. Pedersen dog på, at han ikke tror, at Djøfs studerende, som læser jura, økonomi og samfundsvidenskab, er repræsentative for alle studerende.

- Det springer i øjnene, at mere end 40 procent af Djøfs studerende ikke holder mere end to ugers ferie. Det er overraskende, siger han til Berlingske, men peger samtidig på, at det ikke fremgår af undersøgelsen, om de studerende arbejder fuldtid eller deltid i sommerferien fra studiet.