20200702-113632-L-1920x1280we
Erlend Høyersten valgte tirsdag at forlade sin stilling som direktør for kunstmuseet Aros. (Arkivfoto) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Aros-direktør stopper efter sager om krænkelser og dårligt arbejdsmiljø

30. jun 2021, 10:54
En undersøgelse konkluderer, at der har været krænkelser og ledelsesmæssige problemer på kunstmuseet Aros. Det fik tirsdag direktøren til at fratræde sin stilling.

Erlend Høyersten er ikke længere direktør for Aros i Arhus.

Direktøren for landets næstmest besøgte kunstmuseum valgte tirsdag at fratræde sin stilling. Det skriver Jyllands-Posten.

LÆS OGSÅ: Efter anonymt tip: Undersøgelse til 300.000 kr. skal afdække mulige krænkelser på Aros

Beslutningen fra Erlend Høyersten kommer, efter en undersøgelse af arbejdsmiljøet konkluderer, at der har været krænkelser samt organisations- og ledelsesmæssige problemer på museet. Det oplyser bestyrelsesformand for Aros Carsten Fode.

- Vi tog undersøgelsens informationer meget alvorligt og indkaldte straks Erlend Høyersten til et møde. Efter flere samtaler med Erlend Høyersten besluttede han at fratræde sin stilling, siger han til Jyllands-Posten.

Bestyrelsesformanden vil ikke oplyse, om der er tale om seksuelle krænkelser, eller om Erlend Høyersten selv har krænket nogen. Han henviser til, at der er tale om personsager.

Det har tidligere været beskrevet, hvordan Aros afsatte mellem 250.000 til 300.000 kroner til en undersøgelse af arbejdsmiljøet på en af Danmarks mest kendte kulturinstitutioner. Undersøgelsen blev sat i værk efter en anonym klage fra flere ansatte om mulige krænkelser på museet.

Erlend G. Høyersten har været direktør for Aros siden januar 2014. Den hidtidige overinspektør, Lise Pennington, blev tirsdag konstitueret leder, indtil der bliver fundet en ny direktør.

LÆS OGSÅ: Kortlægning: Nyt forløb kan blive guld værd i kampen mod krænkelser og tidspres