20210203-084306-L-1920x1280we
Regeringen lancerer et coronapas til brug ved rejser. Det vil være klar ultimo februar. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Digitalt coronapas på vej til danskerne

3. feb 2021, 8:50
Om tre-fire måneder håber regeringen, at der er udviklet digitalt coronapas, som kan åbne samfundet mere op.

Regeringen lancerer et coronapas til brug ved rejser. Det vil være klar ultimo februar.

Der kommer også en digital version, oplyser fungerende finansminister Morten Bødskov (S) onsdag morgen.

Det skal være med til at åbne samfundet mere op i forbindelse med en yderligere genåbning. Eksempelvis skal coronapasset hjælpe erhvervs- og kulturlivet, som lider under coronakrisen.

- De første skridt tager vi ved, at man inden udgangen af februar måned vil kunne se sin vaccination på sundhed.dk.

- Om tre til fire måneder vil et digitalt coronapas være klar til brug for eksempelvis erhvervsrejser, siger Bødskov.

Når coronapasset er helt på plads, skal regeringen og erhvervslivet diskutere, hvordan det kan bruges. Det vil afhænge af, hvordan smittesituationen er til den tid, siger Bødskov.

- Det vil være det ekstra pas, som man vil kunne have på sin mobiltelefon, som dokumenterer, at du er blevet vaccineret.

- Det handler om, at vi som land udnytter de teknologiske fordele, vi har. Vi kan blive blandt de første i verden, der har det og kan vise det til resten af verden, siger Bødskov.

Han betegner også det digitale coronapas som en "ekstra tryghed", når man genåbner Danmark yderligere.

Dansk Industri og Dansk Erhverv er med i samarbejdet om coronapasset. Erhvervslivet har netop efterlyst et coronapas.

Det digitale coronapas vil skabe mobilitet i samfundet og åbne for rejser ud af Danmark. Det siger administrerende direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen.

- Ved at bruge det digitale forspring, vi har, så kan vi åbne for rejser og for deltagelse i kulturlivet i Danmark. Vi kommer til at få glæde af coronapasset i mange år frem, siger Lars Sandahl Sørensen.

Et coronapas vil få betydning for syv ud af ti virksomheder inden for oplevelsesindustrien, viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv. Det siger direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

- Det er et lys for enden af tunnelen for rigtig mange virksomheder både inden for eksporten og inden for oplevelsesindustrien.

- Det betyder, at vi gradvist kan komme i gang med genåbningen af det danske samfund, siger Brian Mikkelsen.

I hvor høj grad passet skal kunne bruges til eksempelvis at give adgang til festivaler eller restauranter, er dog også en politisk diskussion. Det kan nemlig betyde, at der laves et A- og et B-hold.

Samt at rykke ved den solidariske udrulning af vacciner, da der pludseligt kan komme et markant større incitament til at komme foran i vaccinekøen.

- Det er klart, at det er en af de politiske diskussioner, vi skal have på Christiansborg. Men nu handler det om primært en teknologisk løsning.

- Under hvilke betingelser, til hvem og til hvad, det skal bruges, afgøres af smittesituationen, siger Morten Bødskov.

/ritzau/