20180730-164217-4-1920x1309we
Beskæftigelsen står i stampeInden for blandt andet byggeriet er der lige nu behov for flere medarbejdere. (Arkivfoto) Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Danske virksomheder mangler 18.000 medarbejdere:
DI vil have flere unge i job

7. jul. 2021 05.35
Danske selskaber mangler lige nu 18.000 medarbejdere ifølge DI, der foreslår at lukke hullet med unge ledige.

Rundt om i Danmark sidder arbejdsgivere, som har brug for flere hænder, men ikke kan finde dem.

Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Industri (DI), som har spurgt over 500 virksomheder til behovet for arbejdskraft.

Ni ud af ti virksomheder fortæller, at de har forsøgt at rekruttere i de seneste tre måneder.

En tredjedel af dem har dog ikke haft held med deres rekruttering.

Konkret betyder det, at virksomhederne lige nu kunne ansætte yderligere 18.000 medarbejdere, hvis kandidaterne var der, viser undersøgelsen.

- Virksomheder rekrutterer langt ud over normalen i øjeblikket, siger Steen Nielsen, vicedirektør og arbejdsmarkedspolitisk chef i DI.

- Afslutningen på coronakrisen og den efterfølgende økonomiske optimisme har katapulteret efterspørgslen efter medarbejdere mod helt nye højder.

- Og så meget desto mere gør det ondt på virksomhederne, at der ikke er kvalificeret arbejdskraft nok, siger Steen Nielsen.

Undersøgelsen viser, at det særligt er servicevirksomheder som rejsebureauer og rengøringsfirmaer, som har måttet opgive at besætte en ledig stilling inden for de seneste tre måneder.

Bygge- og anlægsbranchen har også svært ved at finde de medarbejdere, der er brug for.

Ifølge beregninger fra DI betyder de 18.000 manglende medarbejdere, at Danmark går glip af en årlig værdiskabelse på i alt 13,5 milliarder kroner.

Steen Nielsen kalder det "helt vildt" og en udfordring for væksten og bidraget til den fælles velstand.

- Manglen på medarbejdere koster os lidt mere end en milliard kroner om måneden. Det skal vi som samfund selvfølgelig prøve at modvirke ved at finde den nødvendige arbejdskraft, siger Steen Nielsen.

For at hjælpe virksomhederne skal flere ledige unge i arbejde, mener DI.

Konkret peger DI på, at unge på uddannelseshjælp skal kunne erklæres jobparate. Det kræver dog i praksis en lovændring.

Det skyldes, at reglerne i dag er sådan, at unge under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse ikke kan erklæres jobparate. De kan kun få hjælp med henblik på at komme i uddannelse.

DI ønsker at få lavet reglerne om, så denne gruppe af unge også kan erklæres jobparate.

- Ved at åbne for en jobrettet indsats forbedres mulighederne for de unge, der er blevet trætte af at gå i skole.

- I arbejde kan de tilegne sig nye og relevante kompetencer, og en formel uddannelse vil jo ikke være ude af billedet, siger Steen Nielsen.

DI opfordrer politikerne på Christiansborg til hurtigst muligt at tage fat på reformerne for at skaffe mere og kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne.

/ritzau/