DI: Statsgaranti skal puste liv i oplevelsesindustrien

12. apr 2020, 20:00
Dansk Industri har en række forslag til at redde overnatningssteder, museer og turistattraktioner gennem krisen

Her i påsken plejer turistsæsonen for alvor at begynde. Men coronavirussens indtog har taget livet af "plejer", så mange sommerhuse, kroer og campingpladser står spøgelsestomme i forårssolen.

Det drastiske fald i antallet af bookinger af overnatninger og oplevelser har allerede ramt hårdt. Dansk Industri (DI) mener, at der skal en statsgaranti til for at få forbrugerne til at finde pengepungen frem, så der igen kan komme gang i det, som arbejdsgiverorganisationen kalder oplevelsesindustrien. Det skriver avisen Danmark mandag.

- Der er alt for mange, der ikke tør booke et sommerhus, købe et kroophold eller en teater- eller koncertbillet, fordi de kan være bange for, at de mister deres penge på grund af nye restriktioner eller måske konkurser, siger Lars Sandahl Sørensen, der er administrerende direktør i DI, til avisen.

- Det vil hjælpe, hvis vi kan skabe en økonomisk tryghed, så danskere og udlændinge tør bestille et ferieophold i løbet af sommeren uden at frygte for et større økonomisk tab. Derfor foreslår vi en statslig garantiordning, fortsætter han.

Konkret foreslår DI regeringen og Folketingets politikere, at staten stiller en garanti for, at man som forbruger kan få sine penge tilbage, hvis et ophold mod forventning ikke kan gennemføres på grund af coronaen. Det kan for eksempel være, at indrejseforbuddet til Danmark fortsat gælder, eller der er andre restriktioner, som ikke gør det muligt at gennemføre ferien som planlagt.

Som udgangspunkt skal hoteller, feriecentre og udlejningsbureauer betale beløbet tilbage. Men i tilfælde af en konkurs bør staten dække beløbet, mener DI.

Øksehug fra staten

Lars Sandahl peger i avisen Danmark på, at oplevelsesindustrien har været i vækst, men på grund af restriktioner er branchen fuldstændig lammet uden mulighed for selv at gøre ret meget:

- Det er jo ikke noget, der er kommet snigende. Det er gået rigtig fornuftigt for branchen de seneste syv-otte år, og så er det her kommet som et øksehug, at staten griber ind og siger: I må ikke have gæster, siger DI-direktøren.

Den statsgaranti, som DI foreslår, er rettet mod firmaer og ikke eksempelvis mod private, der udlejer deres sommerhuse.

DI har også forslag, som kan hjælpe teatre, musikhuse og spillesteder, der står til at miste store indtægter i de kommende måneder. Den nuværende arrangementsordning giver ikke kompensation for teaterforestillinger og musicals, hvor arrangørerne med kort varsel har været nødt til at aflyse forestillingerne. Det vil DI have ændret, skriver avisen Danmark.

Museer kan søge støtte gennem Folketingets corona-hjælpepakker, men også her er der ifølge DI brug for ekstra hjælp, fordi museerne ikke har indtægter, men heller ikke kan sende alle medarbejdere hjem, da de er nødt til at opretholde en minimumsbemanding for at sikre og bevare museumsgenstande og bygninger.