20210712-091715-1-1920x1280we
Erhvervslivet er afhængigt af gode daginstitutioner, lyder det fra Dansk Industri. (Arkivfoto) Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

DI:
Flere gode pædagoger kan øge arbejdsudbuddet

20. okt. 2021 07.18
Hvis ikke der investeres mere i pædagoguddannelsen, kan det skade udbuddet af arbejdskraft, lyder advarslen fra Dansk Industri.

Der skal investeres mere i uddannelsen af kommende pædagoger for at løfte kvaliteten i daginstitutionerne.

Sådan lyder det nu fra Dansk Industri, der blander sig i de kommende politiske forhandlinger om pædagoguddannelsen, fordi erhvervslivet er afhængigt af gode daginstitutioner. Det skriver Børsen.

LÆS OGSÅ: Pædagoger slår alarm: Der er ikke tid til at vente på minimumsnormeringer

- Det handler ikke alene om, at børnene på sigt bliver nogle af de medarbejdere, vi får brug for. Det handler også om, at de ansatte på virksomhederne skal have lyst til at aflevere deres børn i daginstitution. Vi kan jo se, at nogen vælger at gå ned i tid, fordi de ikke synes, kvaliteten i daginstitutionerne er høj nok, og det er et problem for arbejdsudbuddet lige nu og her, siger Mette Fjord Sørensen, underdirektør i Dansk Industri med ansvar for uddannelse og forskning, til Børsen.

Hun peger derfor på, at der bør investeres mere i  pædagoguddannelsen. Mette Fjord Sørensen vil overfor Børsen ikke sætte konkrete tal på, men henviser til DI's 2030-plan, hvori det foreslås, at der samlet afsættes 2 milliarder kroner ekstra til de videregående uddannelser. Helt konkret mener DI, at de pædagogstuderende skal have flere timer, ligesom pædagogmedhjælperne skal opkvalificeres.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) indkalder til forhandlingerne i efteråret, når en større evaluering ligger klar. Han peger i Børsen på, at regeringen i sit reformudspil 'Danmark kan mere I' lægger op til at afsætte 2,5 milliarder kroner ekstra til uddannelse.