Cirka en tredjedel af SFO-ressourcerne går til opgaver i skolen. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Pædagoger raser: 'Stjæler børnenes fritid'

5. nov 2020, 09:00
I Roskilde er omkring 80 pædagogstillinger forsvundet, SFO-budgetter udhules, og konteringsregler overtrædes. BUPL-formand Elisa Rimpler kalder det tyveri af børnenes fritid.

I kommuner over hele landet bruges penge, der er øremærket til SFO’en, til andre formål. Det går ud over SFO-økonomien og dermed normeringerne. Men det kan være svært at gennemskue, hvad der sker. Ikke alle skoler overholder reglerne for kontering på henholdsvis skolens og SFO’ens regnskab, og dermed kan øvelsen skjules, og nedprioriteringen af fritidsdelen fortsætte. 

Det fremgår af en større kortlægning, BUPL er i gang med, og som går i dybden med tallene for skolerne i 8 kommuner. De viser, at cirka en tredjedel af SFO-ressourcerne går til opgaver i skolen. Der skriver Børn & Unge.

LÆS OGSÅ: Skoleskib hjælper rodløse unge: Uden havde jeg ikke haft mit job i dag

- Det er ret beset at stjæle af børnenes fritid. I forvejen er der skåret helt ind til benet, og pædagoger står alene med 25 eller 40 børn i en gruppe. Ofte små børn i 5-7-årsalderen. Det skal simpelthen stoppe her og nu, siger formand for BUPL Elisa Rimpler.

En af de kommuner, der ifølge BUPL praktiserer ’det store tyveri,’ er Roskilde. Her bruges SFO-penge til skoleopgaver, og i det spil bliver pædagogerne de store tabere.

- Sådan har det været i fem år, og den praksis fortsætter. Da skolereformen blev implementeret, blev der fjernet 82 pædagogstillinger fra fritidsdelen. Meningen var, at de skulle indgå i skolen og blandt andet bruges til understøttende undervisning. Men stillingerne er forsvundet og aldrig kommet tilbage, siger faglig konsulent i BUPL Midtsjælland, Jørgen Grüner.

Han fortæller, at skolerne typisk bruger de penge, de får til den understøttende undervisning, til andre formål. I stedet finansierer SFO’en undervisning og andre opgaver i skolen. Det udhuler økonomien og normeringerne i fritidsinstitutionerne.

- Vi har beregnet, at der årligt forsvinder omkring 30 millioner kroner fra fritidsdelen. Hvis skolerne havde overholdt ministeriets regler for kontering, ville det frigive ressourcer på SFO’ens budget til at ansætte flere pædagoger, siger Jørgen Grüner.

Skolechef Søren Kokholm, Roskilde Kommune, slår fast, at konteringsreglerne skal overholdes:

- Gør vi ikke det, er det noget, der skal rettes op på. Jeg forventer, at vi overholder reglerne i dag, men viser afdækningen, at det ikke sker enkelte steder, så tager vi selvfølgelig en snak med den enkelte leder. Vi er godt i gang med afdækningen, og det samarbejder vi med skolerne om, siger Søren Kokholm.

Skolechefen vil gerne sammen med BUPL finde ud af, hvad der op og ned i hele denne sag. Skulle det vise sig, at der ikke afregnes korrekt, er det ikke udtryk for en bevidst nedprioritering af fritidsdelens betydning i det, siger han:

- Nej, skoledelen og fritidsdelen skal være ligestillet. Vi skal hverken nedprioritere fritidsdelen eller for den sags skyld skoledelen, og derfor er det også vigtigt, at vi nu får set nærmere på det her og får undersøgt, hvordan det forholder sig på den enkelte skole.