Susanne_Westhausen_Koorporationen_redigeret

Den bedste generation til tiden

11. mar 2021, 14:20
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Corona- og klimakriser. Konkurser og temperaturstigninger. Katastroferne står i kø. Men måske ser alting alligevel ikke så sort ud. Vi kunne som samfund nemlig ikke have ønsket os en bedre ungdomsgeneration end den nuværende. Et nyt projekt skal hjælpe generation Z forandre verden!

KATASTROFER I HOBETAL. Verden, og Danmark, står overfor historisk store udfordringer. Mens Corona-smitten har lammet vores erhvervsliv og reduceret vores sociale liv til et zoom-møde, indvarsler klimakrisen endnu voldsommere konsekvenser for vores samfund. Den forestående ”genstart” af Danmark skal derfor både sikre den kortsigtede økonomiske genopretning af landet og bidrage til en grønnere og mere bæredygtig fremtid.

LÆS OGSÅ: Professor: Vi risikerer at få en coronageneration af unge arbejdsløse

Men når regeringen taler om en ”grøn genstart”, skal det betyde mere og andet end store investeringer i grøn teknologi – helt grundlæggende må det betyde, at vores enøjede og til tider hensynsløse jagt på profit ikke kan fortsætte. Vi må og skal have andre hensyn med. Hensyn som bæredygtighed og robusthed i både økonomiske og sociale aspekters forstand. Uden – vil ustabiliteten stadigt råde i erhvervslivet, og klimaet vil fortsat betale prisen.

Generation Z – en generation til tiden

I al denne ulykke står vores ungdom – generation Z, de 16-24 årige. Det er dem, som arver og skal forme morgendagens Danmark. At det netop er denne generation, som overtager stafetten nu, er vores (og forhåbentligt klodens) held. Nutidens unge vil nemlig noget. De vil mærke noget, have medbestemmelse og engagere sig der, hvor deres værdier bliver mødt. Sådan beskrives generation Z. Det kunne lyde som opskriften til endnu en katastrofe. For hvem vil ansætte én, der altid mener noget og kræver at vide det hele? Men det er ikke en katastrofe, hverken for dem eller os – fordi svaret på spørgsmålet er ganske simpelt – de vil ansætte sig selv og hinanden.

LÆS OGSÅ: Medarbejderne har mistet indflydelse på danske arbejdspladser

Kooperationen, som er arbejdsgiver og interesseorganisation for kooperative virksomheder i Danmark, oplever, hvordan stadigt flere unge iværksættere tager kontakt for at få hjælp til at starte en fælles-, andelsejet virksomhed. Som andelsejer i sin egen arbejdsplads går ambitioner og værdier nemlig op i en højere enhed for de unge. Her får de medbestemmelse og en mulighed for at skabe værdibaserede, robuste virksomheder og løfte det samfundsmæssige ansvar, som de føler og har savnet.

Gang i Øresundsregionens hjul

De unge vil og kan selv, men vi skal også hjælpe dem. Af den grund har EU fornyelig bevilliget betydelige summer til kooperativt iværksætteri i Øresundsregionen. Gennem projektet ØreXund skal danske Kooperationen og Tænketanken Demokratisk Erhverv sammen med svenske Coompanion gøde jorden til en ny bølge af kooperative, demokratisk styrede virksomheder på tværs af sundet.

LÆS OGSÅ: Ung på arbejdsmarkedet: Døren er lukket for unge med lave karakterer og højt fravær

Gennem en række skræddersyede forløb skal projektet, ØreXund, være med til at fremtidssikre og øge tilvæksten af nye fællesejede og bæredygtige virksomheder i Øresundsregionen. I alt 120 virksomheder fra begge sider af sundet skal igennem forløbet.

Projekter som disse er vigtige, hvis genstarten af Danmark skal lykkedes og vi skal gå en mere bæredygtig fremtid i møde. Nutidens ungdom skal nok gøre sit.